Ambitiøse crossfittere træner to gange om dagen og har fået støtte til European Summer Camp
De to unge frederikshavnerpiger, Vigga Maarup og Frederikke Moll Harstad, brugte en uge af deres sommerferie på European Summer Camp for unge crossfittere i Sverige. Og de to skal videre med deres sport blandt andet ved at deltage i konkurrencer.
- Jeg skal til to konkurrencer, en alene og en sammen med Mark Emborg fra Crossfit Frederikshavn, fortæller Frederikke Moll Harstad.
Vigga og Frederikke, der begge er 16 år, var de eneste fra Danmark på campen i Sverige, og sammen med 15 andre unge atleter fra Nordeuropa arbejdede de hårdt i en uge på at blive endnu bedre til deres sport.
Som noget helt nyt kunne de to piger søge om økonomisk tilskud til campen fra CrossFit Frederikshavns nyeste tiltag, CFF-atletpuljen.
- Vi havde en helt fantastisk tur og lærte rigtigt meget med masser af forskellig træning. Vi havde nogle dygtige coaches med specialer inden for puls, vægtløftning, gymnastics, strongman og yoga, fortæller de i en pressemeddelelse.
- Selvom der var meget træning, så var der også tid til at være sociale, og vi har fået nye venner, som vi stadig har kontakt til og forhåbentlig kommer til at møde igen, fortæller Vigga Maarup og Frederikke Mol Harstad.
Begge piger er ambitiøse med deres sport og træner CrossFit hele to gange om dagen de fleste af ugens dage; første gang inden skole i forbindelse med Sportsakademiet Frederikshavn på hhv. STX og HHX, og anden gang efter skole. Det efterlader ikke mange timer til deres fritidsjobs, når der også skal laves lektier.
- Derfor er vi glade for at kunne få campen og opholdet betalt via CrossFit Frederikshavns CFF-atletpulje, siger de.
Alle unge CrossFittere, der er medlem af CrossFit Frederikshavn og under 21 år, kan søge i puljen. Der er ikke noget krav om niveau, så puljen er for begyndere såvel som øvede atleter.
- Når man deltager i CrossFit-konkurrencer er alt egenbetaling, og et deltagergebyr for en konkurrence i Danmark rammer nemt 800 kr. pr. person; en træningscamp er endnu dyrere. Oveni kommer transport og evt. overnatning. Det betyder, at fede oplevelser med CrossFit kan blive bremset af økonomiske årsager, og det skal den nye CFF-atletpulje gøre op med, fortæller Brian Høj, der er indehaver af CrossFit Frederikshavn.
Puljen består af sponsorkroner fra CrossFit Frederikshavns firmasponsorer, og træningscentrets medlemmer har også mulighed for at bidrage til puljen. Formålet er ganske enkelt at give centrets unge atleter mulighed for at deltage i konkurrencer og camps og få oplevelser i både ind- og udland som dem, Vigga og Frederikke har fået i Sverige.