60 år med Lions i Frederikshavn

Clubben markerer jubilæet med en reception lørdag 29. september

22. september 2018 kl. 19.20

FREDERIKSHAVN: Lørdag 29. september fejrer Lions Frederikshavn 60 års jubilæum.

I den anledning afholdes der reception i Krudttårnet fra kl. 13.30-15, hvor klubben er vært ved et let traktement.

Lions Club International blev stiftet i 1917, men siden bredte organisationen sig til næsten alle verdensdele, hvor den i dag er repræsenteret i 208 lande eller landområder med 1,35 millioner medlemmer.

Lions motto: We serve - er ens overalt i verden, men hvert land kan indenfor rammerne af de internationale love og vedtægter tilpasse deres eget virke efter de lokale traditioner og skikke.

Lions kom til Danmark i 1950`erne. På det tidspunkt var der allerede klubber i mange lande - også i Sverige, som kom til at stå fadder til Lions Danmark.

Fra København bredte Lions sig til de større provinsbyer, og etablerede sig i Frederikshavn i 1958.

Det at være medlem af en Lions Club er en farverig og mangesidet oplevelse.

Lions klubberne i Danmark samler penge ind ved mange forskellige aktiviteter, og de indsamlede midler går ubeskåret til at finansiere alt fra ungdomsudveksling, hjælp til U-lande, kamp mod blindhed, katastrofehjælp og meget mere.

En stor del af de indsamlede midler bruges i lokalsamfundet, hvor sociale institutioner ofte betænkes.

I anledning af jubilæet uddeler klubben en række donationer til velgørende formål lokalt - men hvem der modtager dem er en hemmelighed ind til selve jubilæumsdagen.

Den sluttes i øvrigt med gallamiddag for klubbens medlemmer samt indbudte gæster, i restauranten i FME.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste