18 kunsthåndværkere udstiller i laden
LYNGSÅ: 18 kunsthåndværkere er gået sammen om at lave en juleudstilling i den gamle lade på Sønderklitvej 36 ved Lyngså Strand.
Julemarkedet finder sted lørdag den 16. november og søndag den 17. november fra kl. 11-20 og 11-17.
Lotte Langer fra Enerkeramik stiller sin lade til rådighed og har også tidligere afholdt påske- og pinsemarked og flere arrangementer hen over sommeren for både børn og voksne.
- Det er utroligt, hvor mange dygtige kunsthåndværkere, der er i området, det har virkelig overrasket mig. Mange har selv henvendt sig og ønsket at være med, og det er spændende at facilitere et fællesskab, hvor man ellers sidder meget alene med sin kreativitet, så det er utrolig givende for alle parter, udtaler Lotte Langer.
Hele sommeren fra juni til september var der desuden flere kunsthåndværkere, der udstillede i laden, og nu er det så tid til Kunsthåndværkernes julemarked, hvor man kan finde en helt særlig jule-, mandel- eller værtindegave til julens kommende fester, og der er rigeligt at vælge i mellem, da det er udvalgte og håndplukkede kunsthåndværkere, som udstiller i laden.
Blandt andet kan man glæde sig til forskellige design fra Enerkeramik og Knøsen keramik, IzhARTs bonsaitræer af ståltråd, Heidi Nielsens dekorationer og kranse, Anna Grethe Hansens broderier, Ritatereses mosaikker, Thea Meldgaards havkeramik fra Bali, Eva Schnells ting i filt, Hanne Larsens sjaler, Margrethe Dyrmann Winkels malerier, Birgit Vans kunst i glas, skind og bronze, Birgit Bering Nielsens pileflet, Kitta Beskes smykker, Ole Andreasens håndværk i træ, Dorthe Von Wedel Nielsens malerier, Jette Nedergaard Olsens malerier, Susanne Nielsens Papirengle og Gawns bæredygtige produktioner af overskudsmaterialer.
- Vi koordinerer og samarbejder med andre markeder, så vi ikke lægger arrangementerne oveni hinanden, for vi er ikke konkurrenter, men snarere hinandens forudsætninger, udtaler Lotte Langer.
Det kræver noget at koordinere og promovere, for at nå ud til både lokale og turister.
- De lokale er nemme nok at nå ud til, men med turisterne er det vanskeligere. Der skal man tænke anderledes, og jeg tror vi kommer til at samarbejde med udlejningsbureauerne fremadrettet, så vi kan have vores flyers til at ligge ude i sommerhusene, for vi kommer til at fortsætte med påske-, sommer- og vintermarked.
For at invitere flere samarbejdspartnere ind, kommer Lyngså Borgerforening til julemarkedet, hvor de vil stå for salg af gløgg og æbleskiver, og der vil desuden være mulighed for at nyde øl, vin og sodavand, foruden Absolut Kaffes friskristede speciality kaffe, som ristes af samarbejdspartner Thomas Abildgaard fra Bjergby.
Der er lagt op til hygge på højt plan, for selvom arrangementet afholdes i den rå lade, som tidligere var et smedeværksted, så har Lotte sørget for en varmekanon kan skyde noget varme ud i laden, og om lørdagen kommer AC og Balladerne og spreder god stemning.
- Forsangeren er min veninde, som jeg har kendt siden jeg var 5 år gammel, og de (bandet) spillede også i sommers, hvor det fungerede rigtig godt. Normalt spiller de jazz og blues, men den her gang, håber jeg, de har øvet lidt jul, smiler Lotte langer.
For alle 18 udstillere gælder det, at de glæder sig til at skyde julestemningen i gang sammen med alle i laden.