
1100 højdemeter venter cykelrytterne pinsedag
Motionscykelløbet Rødspætteløbet er årets største event i cykelklubben NBC Frederikshavn. Mange af klubbens medlemmer er på stikkerne for at afvikle det store arrangement, som tiltrækker motionister fra hele Nordjylland. Sidste år var der 150 deltagere, og klubben forventer lige så mange deltagere i år.
Løbskomiteen har justeret lidt på ruterne, der er på henholdsvis 100 km og 60 km. Start og mål bliver i år Søværnets depot på Vrangbækvej over for Bangsbomuseet. Ruterne er lagt i det smukke og stærkt kuperede terræn omkring Frederikshavn og ind i landet til Skærum og Hørby. På den lange rute venter hele 1100 højdemeter på rytterne, mens 60 km-ruten indehodler 560 højdemeter.
- Det er fantastiske ruter gennem meget smukt landskab og med så mange højdemeter bliver der udfordringer for alle. Ruterne er dog ikke hårdere, end at alle kan gennemføre, og det er først og fremmest det, det handler om. At alle kommer sikkert i mål. Der bliver ikke kåret nogen vinder, men der bliver trukket lod om fine præmier, bl.a. 10 gavekort á 750 kr. til vores tøjleverandør, Trimtex, siger NBC’s nyvalgte formand, René Hansen og fortsætter:
- Rødspætteløbet køres på åben vej. Det vil sige, at ingen strækninger er afspærret, og at deltagerne skal færdes i den almindelige trafik. Vi vil have poster ude på ruten, som advarer cykelrytterne, når de nærmer sig farlige steder, men vi dirigerer ikke den øvrige trafik.
Hele familien med
Starten til Rødspætteløbet går pinsedag, søndag 28. maj kl. 9.30, hvor 100 km-feltet sendes afsted. 60 km-deltagerne starter kl. 10.00. Når rytterne kommer i mål, vil der være pølser og sodavand sponsoreret af Spar Nord.
René Hansen opfordrer til at tage hele familien med til Rødspætteløbet, også selv om ikke alle familiemedlemmer ønsker at cykle. Der er nemlig masser af skønne oplevelser at få i Bangsbo-området, mens de andre tramper i pedalerne. Fx Botanisk Have, Kystmuseet, dyrepark, naturlegeplads, restaurant, ishus, udsigtsplatform og Bunkermuseum.
Flere af cykelklubbens medlemmer vil også være til stede i målområdet for at fortælle om cykelsporten og klublivet. Så er du nysgerrig på cykelsport, så tag til Bangsbo pinsedag og få mere at vide.