Borgmester sender udstrakt hånd til konkurstruede frivillige
Frederikshavn Kommune vil gerne hjælpe Næstehjælperne, og håber, at de fortsætter i Frederikshavn, hvor de uddeler overskudsmad til trængte folk
VENDSYSSEL: Tidligere torsdag kunne vi fortælle, at støtteforeningen til Næstehjælperne Nord i Frederikshavn i dag indgiver konkursbegæring.
Næstehjælperne deler blandt andet overskudsmad ud til folk, som trænger.
Baggrunden for konkursbegæringen skal i følge bestyrelsesformand Niels Munck blandt andet findes i, at:
- Vi ikke er lykkedes med at skaffe penge nok, huslejen er sat op, energiregningen er eksploderet, en bøde fra levnedsmiddelstyrelsen og et meget meget lille kommunalt tilskud.
Men nu er der håb på vej til de frivillige.
Borgmester Birgit Hansen (S) vil nemlig bringe kommunen på banen og tilbyde at hjælpe foreningen med at overleve i Frederikshavn.
- Vi vil rigtig gerne hjælpe, for de har en vigtig opgave og supplerer de muligheder folk, som har det trængt, ellers har. Derfor er vi dialog med Næstehjælperne, og vi ser på forskellige muligheder, siger hun.
Det indebærer blandt andet at sætte et møde op mellem Næstehjælperne, de frivillige, kommunen og udlejeren.
- Jeg inviterer dem alle til møde på tirsdag for at finde ud af, hvad kan vi gøre. Både i den akutte situation og fremadrettet.
Noget af det fremadrettede, som kommunen kan tænkes at hjælpe med, er blandt andet hjælp til ansøgninger, så Næstehjælperne kan søge midler forskellige steder.
Sidste år fik de faktisk 37.000 kroner af Frederikshavn Kommune under den såkaldte paragraf 18-ordning (frivilligt socialt arbejde, red.)
- Men de har ikke søgt disse midler for 2023, og det vil vi da på det kraftigste opfordre til. Vi kan jo som kommune ikke drive det, men jeg synes, at vi som kommune har en forpligtelse til at se, om vi kan gøre noget.
- Så vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe i den akutte situation, og se om ikke der kan blive lavet en god langsigtet plan også, runder borgmesteren af.
Ifølge kommunens oplysninger får over 200 borgere hver uge leveret mad fra Næstehjælperne i Frederikshavn.
Næstehjælperne Nord dækker både Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommune.