Billede beskrivelse

Udgifter eksploderet: Slut med uddeling af gratis mad

Næstehjælperne hjælper mennesker i en udsat position, og Næstehjælperne Nord dækker både Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommuner

23. februar 2023 kl. 08.51
Opdateret kl. 11.10

VENDSYSSEL: Støtteforeningen til Næstehjælperne Nord i Frederikshavn indgiver i dag konkursbegæring.

Næstehjælperne hjælper mennesker i en udsat position - blandt andet med udlevering af madspild fra lokale dagligvareforretninger.

I en mail til Nordjyske fortæller bestyrelsesformand Niels Munck, at:

- Der er flere faktorer, men den væsentligste er, at vi ikke er lykkedes med at skaffe penge nok, huslejen er sat op, energiregningen er eksploderet, en bøde fra levnedsmiddelstyrelsen og et meget meget lille kommunalt tilskud, der selv med god vilje ikke kan dække to procent af vores udgifter.

- Hvis de priser vi oplever i dag ikke falder drastisk, vil behovet for penge ikke kunne indfries. Allerede nu her til den første er underskuddet på knap 30.000, og vi har ikke udsigt til indtægter i den størrelse overhovedet.

- Ved at kaste håndklædet i ringen nu, undgår vores kreditorer større underskud end nødvendigt. Det er grunden til beslutningen.

Næstehjælperne Nord dækker både Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommune.

Ifølge deres hjemmeside er de en landsdækkende protest- og hjælpe-bevægelse forankret i modstand mod tidens asociale menneskesyn og har til formål at støtte reformramte med en lokalgruppe.

Gruppen rummer mennesker ramt af de sidste års mange reformer på det sociale område samt mennesker, der uagtet politisk ståsted ønsker at give en hånd med at hjælpe målgruppen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste