Boligforening har ansat ny direktør
Frederikshavn Boligforening har ansat Jesper Bjerg Støve Kristiansen som direktør pr. 1. februar 2024.
Jesper kommer fra en stilling som afdelingschef ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring, hvor han de seneste seks år har varetaget en række chefstillinger, skriver boligforeningen i en omtale.
Tidligere har han haft en række lederstillinger i flere af Forsvarsministeriets styrelser og Forsvaret. Jesper er oprindelig uddannet som officer i Flyvevåbnet, som er suppleret af flere uddannelser bl.a. en master i public administration med speciale i strategi og ledelse.
- Et enigt ansættelsesudvalg har ud af et stærkt og bredt kandidatfelt valgt at ansætte Jesper Bjerg Støve Kristiansen som ny direktør. Jesper kommer med en stærk ledelsesbaggrund og en solid driftsmæssig erfaring til gavn for den fortsatte drift og udvikling af boligforeningen, udtaler Fie Mølholt, formand for Frederikshavn Boligforening.
Tiltrædelsen vil blive markeret med en reception den 1. februar 2024.