Billige svenske kroner lokker langt flere over Kattegat
Flere danskere rejser over Kattegat på sommerferie, viser tal fra rederi
Den lave svenske kronekurs lokker flere danskere på ture og ferier i Sverige, og her er Stena Lines færgeruter en oplagt smutvej, hvis man rejser fra den vestlige del af Danmark.
Færgerederiet, som driver to færgeruter mellem Jylland og Sverige, mærker den øgede efterspørgsel på de to færgeforbindelser Frederikshavn-Gøteborg og Grenå-Halmstad, hvor Stena Line beretter om en stigning på 29 procent i danske bookinger for højsæsonen i juli, skriver rederiet i en pressemeddelelse.
- Den nuværende økonomiske situation og lave kronekurs påvirker danskernes rejsemønstre, så flere søger mod Sverige, hvor man lige nu kan få meget for pengene som dansk gæst.
- Hele 2023 har vi oplevet en stor interesse for vores ruter over Kattegat, og på vores foreløbige bookingtal for sommeren tyder alt på, at interessen fortsætter ind over sommerferien, siger Christina Bromander, Trade Director for Business Region Denmark hos Stena Line.
Tirsdagens kurs på den svenske kroner viser, at man for blot 65,66 gode danske kroner kan få 100 svenske.
På Stena Lines færgerute fra Frederikshavn til Gøteborg melder rederiet således om en samlet stigning i rejsende på 24 procent sammenlignet med sidste år.
Turen til Gøteborg tager 3 timer og 20 minutter med en af de tre færger Stena Danica, Stena Jutlandica eller Stena Vinga, og denne sommer kan gæster i byen opleve liv og mange aktiviteter i forbindelse med byens 400-årsjubilæum.
På ruten mellem Grenå og Halmstad beretter Stena Line om en samlet stigning i rejsende på 37 procent sammenlignet med sidste år.