Bibliotekerne dyrker glæden ved poesi
Poesidage i uge 35 er så småt ved at være en tradition ved Bibliotek & Borgerservice i Frederikshavn Kommune. I år afholdes Poesidage nemlig for tredje år i træk, og glæden ved poesi er ikke blevet mindre siden ideen opstod tilbage i foråret 2021.
- Vi elsker poesi, og vi vil bare gerne dele vores glæde med så mange så muligt, og dermed måske få flere til at stifte bekendtskab med poesi, udtaler kulturformidler Pernille Lisborg, der er tovholder på Poesidage. Flere end 800 har deltaget hvert år, siden vi begyndte, og vi er især glade for, at vi når ud til så mange forskellige aldersgrupper i løbet af ugen. Udover de åbne arrangementer, hvor alle kan deltage, har vi også mange ’lukkede’ arrangementer for de yngste og ældste skoleklasser, for ungdomsuddannelserne og for ældrecentre.
Del poesien med os
Fællesspisning og anbefalinger af digte og bøger er fællesnævneren for Digtercafé med Haidar Ansari i Frederikshavn og Klassikercafé om Tove Ditlevsen i Skagen. Mange kender og elsker Tove Ditlevsen, mens digter Haidar Ansari giver en anden vinkel på poesien, når han fortæller, hvordan han i fængslet arbejdede med og skrev sin digtsamling 'Institutionaliseret', der udkom, mens han afsonede sin dom.
Poesiugen byder ligeledes på brunch og poesibanko på Rådhuscentret i Frederikshavn, teater med Dunkelfolket i Sæby, besøg af Poesiens Bus på Rådhuspladsen i Frederikshavn og koncert i Maskinhallen med Stine Michel, der har skrevet musik til Inger Christensens anmelderroste sonetkrans 'Sommerfugledalen'. Historieinteresserede kan høre om Herman Bang og sædelighedsfejden på Kystmuseet Bangsbo og komme med Kystmuseet i Sæby i Herman Bangs og Gustav Wieds fodspor.
Børnene kan glæde sig til 'Flyvende poesi' i børneværkstedet lørdag den 2. september, hvor de med sjove lege og øvelser skal lave digte på papirflyvere sammen med billedkunstner Jeanette Sætre.
Dit digt på et postkort
Igen i år har alle med en lille digter i maven kunne sende egne digte ind til biblioteket, som løbende får trykt udvalgte digte på postkort. De udstilles på bibliotekerne, og alle er velkomne til at tage nogle med hjem. Du er også velkommen til at sende dit digt - måske er det dit digt, der vælges til et postkort senere på året.
Den gode historie om Poesidage er rygtedes og har skabt digter-ringe i vandet. Både Folkeuniversitetet og Aalborg Bibliotekerne er kommet ombord som samarbejdspartnere i år, så der også er forskellige poesiarrangementer i Aalborg i uge 35.
Ambitionen med samarbejdet er at udvikle en årligt tilbagevendende begivenhed i hele regionen, hvor flere nordjyder og lokalområder får glæde af kunsten og kulturens bidrag til at skabe et spændende, attraktivt Nordjylland.