Billede beskrivelse

Wendell er dansk mester igen

11. december 2024 kl. 06.03

FREDERIKSHAVN: I weekenden blev de danske mesterskaber i kunstskøjteløb afholdt i Hørsholm, hvor Wendell Hansson-Östergaard fra Skøjte- og Sportsforeninger Nord (SOS Nord) imponerede i rækken Junior M herrer. 

Efter 10 år med kun få kvalificerede drenge til de danske mesterskaber, markerede 2024 et vendepunkt med hele fire deltagere. Wendell sikrede sig en suveræn sejr med cirka 23 point ned til andenpladsen. Han leverede to stilfulde programmer med stærk indlevelse og flot koreografi.

Wendell kan se tilbage på en fantastisk sæson, der også bød på en titel som jysk mester i Odense for to uger siden. Her repræsenterede han klubben sammen med flere andre løbere, som også opnåede medaljer:

Agnes Lindgren Johansen vandt klart i rækken Springs K1. Hendes charmerende Barbie-program begejstrede både dommere og publikum, og hun kunne stolt tage imod guldmedaljen.

Billede beskrivelse

Joanna Mikkelsen tog sølv i Cubs K efter endnu en flot præstation i sin tredje konkurrence i denne række. Joanna har opnået medaljer i samtlige af sine konkurrencer som K-løber.

Camilla Langagergaard deltog i Novice K1 og viste høj fart, men små fejl i piruetterne kostede hende guldmedaljen. Hun endte på en samlet fjerdeplads.

Lærke Feldtmose opnåede en flot tredjeplads i Novice K2. Hun har et unikt og spændende program og klarede sig flot trods kun at have deltaget i to konkurrencer i denne række.

Chilie Vejrum Terp stillede op i Junior K2 damer og leverede et smukt program med en klar fortælling. Hun hævede sit niveau med nye spring og sikrede sig en flot femteplads.

Laura Dollerup, der konkurrerede i Senior K2 damer, lavede imponerende piruetter og landede flotte dobbeltspring, hvilket gav hende en femteplads.

Blandt klubbens voksne løbere udmærkede Christina Deleuran sig ved at vinde guld i isdans sammen med sin partner Michael. Parret gør sig nu klar til SOS Nords internationale konkurrence, Stars On Skates.

Forberedelser til juleshow

Klubben er allerede i fuld gang med at forberede det årlige juleshow, der afholdes søndag den 14. december kl. 14.00 i Hal 1. Her vil Frederikshavns julemand deltage og danse med børnene omkring juletræet på isen.

For dem, der ønsker at prøve kræfter med skøjteløb, tilbyder klubben åbne træninger torsdage kl. 17.00 og søndage kl. 15.00 med mulighed for at låne skøjter. Desuden kan interesserede deltage i ballettræning onsdage kl. 16.00 i Hal 1.

Det bliver en december fyldt med både konkurrence og hygge på isen!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste