Billede beskrivelse

Voersaa skole viste, hvad nærhed betyder

09. november 2025 kl. 19.00

VOERSAA: Elever, lærere og pædagoger viste i fællesskab, hvad der kan bydes på i dagligdagen på skolen, i SFO'en og i børnehuset.

Det summede af liv på hele matriklen, og der blev udvekslet gode snakke torsdag eftermiddag.

Kommende forældre til børn på skolen blev vist rundt og fik et indtryk af, hvad en mindre skole kan i forhold til trivsel og læring.

Den nærhed og tryghed, der praktiseres i SFO, børnehus og på skolen blev tydelig for de besøgende.

Billede beskrivelse

I de tre institutioner tog man imod forældre, bedsteforældre og andre interesserede. Støttegruppen serverede kage, kaffe og saft, så sult og tørst kunne stilles imellem besøg i forskellige værksteder.

Donation fra Min Købmand

Under 'åben skole' arrangementet dukkede den lokale købmand Kasper Pedersen op med en gavecheck, lydende på 25.000 kroner.

Donationen til Støttegruppen fra Min Købmand Voersaa vil blive anvendt til at støtte fællesskabet og de aktiviteter, som gør en forskel for børne- og skolelivet i Voerså.

Billede beskrivelse

Støttegruppen arbejder for at styrke det lokale fællesskab omkring Stensnæsskolen, SFO og Voerså Børnehus. Formålet er at skabe gode rammer for trivsel, læring og oplevelser for områdets børn gennem arrangementer, forbedringer og støtte til initiativer, der kommer både børn og unge til gode.

Donationen skal bruges til projekter og aktiviteter, som ellers ikke ville være muligt uden den lokale håndsrækning.

Købmanden begrunder

Min Købmand Voersaa, der er en central del af lokalsamfundet, ønskede med donationen at give noget tilbage til de familier og børn, som er en del af byens hjerte.

Købmand Kasper Pedersen udtrykte stor glæde over at kunne støtte et initiativ, der skaber værdi for hele lokalsamfundet:

- Det er vigtigt for os at bakke op om de lokale institutioner, som gør en forskel i hverdagen.

- Når børn trives og fællesskabet blomstrer, styrker det hele Voerså og omegn, sagde Kasper Pedersen i forbindelse med overrækkelsen.

Taknemmelighed og fremtidige projekter

Støttegruppen udtrykte stor taknemmelighed for den økonomiske støtte, som gør det muligt at gennemføre kommende aktiviteter til glæde for børn og unge i området. 

Billede beskrivelse

Donationen vil blive anvendt i overensstemmelse med støttegruppens formål – nemlig at skabe endnu bedre rammer og oplevelser for områdets yngste borgere, fortæller Inge Nørbjerg fra støttegruppen.

Siden oprettelsen af støttegruppen i sommers er der modtaget mange private donationer og gruppen håber, at endnu flere vil støtte de kommende tiltag.

Til juleklippedag, den 27. november på Stensnæsskolen, vil støttegruppen stå for salg af æbleskiver, som de håber vil give et overskud til fællesskabet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste