Unge fik et indblik i handelsuddannelser
FREDERIKSHAVN: Mange unge og deres forældre lagde onsdag aften vejen forbi Frederikshavn Handelsskole til et velbesøgt åbent hus. Aftenen bød på præsentationer af både HHX Handelsgymnasiet og erhvervsuddannelserne EUD og EUX Business.
Det fortæller Frederikshavn Handelsskole.
Kantinens stole var denne gang ikke fyldt af elever, men af nysgerrige besøgende, som gerne ville høre mere om de fem studieretninger på HHX: Økonomi, Iværksætteri, Kommunikation og Sprog, Globalisering samt Global Communication.
Derudover blev der givet indblik i EUD Business, som fører frem mod en karriere inden for detail eller handel, og i den toårige EUX Business, der kombinerer erhvervsuddannelse med adgang til videregående uddannelser.
En central del af arrangementet var fortællinger fra nuværende og tidligere elever, som delte deres egne erfaringer med både studier og studieliv.
En af dem var 20-årige Anna Christensen, HHX-student fra 2024, som i øjeblikket er i praktik i en bank i Tyskland gennem programmet Oplæring i Udlandet - en mulighed, som Frederikshavn Handelsskole også støtter op om.
- Da jeg begyndte på skolen, fik jeg mange nye og spændende fag, som man ikke kender fra folkeskolen. Afsætning, virksomhedsøkonomi og international økonomi er nogle af de fag, der virkelig kendetegner handelsskolen. Jeg var på hele fire rejser i min tid på skolen, så hvis man har lyst til at rejse, er det her, man skal være, fortalte hun.
Skolen har en stærk international profil og er akkrediteret under Erasmus+, hvilket giver adgang til ekstra studie- og rejsemuligheder i udlandet. Efter endt uddannelse kan elever desuden komme i praktik i udlandet - som Anna Christensen - eller søge legat til et års studieophold på Brigham Young University i USA.
Et andet elevoplæg kom fra Lise Olsen, EUX-student i 2025 og nuværende handelselev med speciale i auto hos Brødrene Møll i Hjørring.
- Jeg var rigtig glad for at gå her og kan klart anbefale EUX Business. Jeg havde nogle gode rejseoplevelser til Dublin på første år og Barcelona på andet år. I hverdagen var der en rigtig god undervisning, som inddrog os elever aktivt. Vi fik mulighed for at afprøve teorien i praksis - blandt andet i skolens detailværksted, hvor vi arbejdede med salgsstrategier ved selv at agere kunde og ekspedient. Skolen tager godt hånd om én, og jeg lærte virkelig meget, fortalte hun.
Direktør Brian Andersson ser tilbage på en vellykket aften, som forhåbentlig har hjulpet de unge med at blive klogere på deres uddannelsesvalg.
- Frederikshavn Handelsskole er et sted, hvor faglighed, praksisnær undervisning og internationale muligheder går hånd i hånd. Samtidig har vi et stærkt fokus på trivsel og fællesskab, fordi vi ved, at det er forudsætningen for både læring og en god studietid. Vi håber, at de unge har haft en god aften, som gør dem klogere på deres uddannelsesvalg.
Ansøgningsfristen til ungdomsuddannelser er 1. marts. Yderligere information kan findes på skolens hjemmeside.