Tysk tv-hold fulgte med, da Søværnets nye værnepligtige mødte ind
FREDERIKSHAVN: Den nye 11-måneders værnepligt og den kvindelige værnepligt har vakt stor interesse i Tyskland, som ikke i øjeblikket har nogen værnepligt, men overvejer det.
Derfor havde den tyske public service-kanal ARD valgt at sende et reportagehold fra redaktionen i Hamborg, inklusiv en dansktalende journalist, til Frederikshavn mandag morgen, da 80 værnepligtige mødte ind til 11 måneders uddannelse og tjeneste ved det danske Søværn.
Det er ikke mindst den kvindelige værnepligt og de blandede kompagnier, som tyskerne gerne vil vide mere om, og derfor benyttede tv-holdet lejligheden til at tale med både officerer og værnepligtige.
Hvordan fungerer det, når unge mænd og kvinder både skal bo sammen på blandede firemands stuer, træne sammen og være sammen på øvelser.
Chefen for Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed i Bangsbo, kommandørkaptajn Morten Hvilshøj stillede op til interview og fortalte om Søværnets erfaringer, for selv om kvindelig værnepligt er ny, så er det ikke nyt at have kvinder på skolen og i Søværnet. Ganske mange unge kvinder har benyttet deres værneret til at blive en del af Forsvaret.
- Vi har 25 procent kvinder blandt vores værnepligtige, og det fungerer rigtig godt. Alle er her frivilligt, og fordi de vil Søværnet, og jeg oplever stort engagement.
Og den blufærdighed, som får nogle unge til at fravælge bad efter idræt, den oplever vi ikke her.
Alle er trygge ved, at kammeraterne også ser dem i undertøj. Det er et vilkår, også når de kommer ud at gøre tjeneste på skibene, hvor pladsen er endnu mere trang, siger Morten Hvilshøj.