Tidlig julegave skal bruges på arrangementer i byen
FREDERIKSHAVN: Poesiparkens Venner modtager 50.000 kr. fra Nordea-fonden, og den tidlige julegave er allerede øremærket til tre poetiske aftener under overskriften “De ord vi synger”. Det første finder sted i marts 2026.
Med beløbet på 50.000 kr. kan Poesiparkens Venner gennemføre tre arrangementer, som skal styrke kendskabet til Poesiparken og invitere kommunens borgere ind i parkens poetiske univers.
Arrangementerne vil engagere borgere på tværs af alder og baggrund i fællessang, digtoplæsning og musik – og skabe nye værker til Poesiparken, byens poetiske frirum.
- Poesiparkens Venner har nedsat en arrangementsgruppe, som forventer at offentliggøre det første arrangement inden jul, fortæller Susanne Smed, formand for Poesiparkens Venner.
Susanne Smed er utrolig glad for, at Nordea Fonden bakker op om Danmarks eneste Poesipark og glæder sig til at få udbredt kendskabet til Poesiparken på en helt ny måde.
Poesiparkens Venner forventer at invitere til det første af de tre arrangementer i marts 2026 i Maskinhallen med digtoplæsning, sang og fortælling om Poesiparken. Det andet arrangement med fællessange fra Højskolesangbogen og kor er planlagt til at finde sted i efteråret 2026.
Tredje og sidste arrangement bliver et kreativt værksted, hvor deltagerne er med til at skabe nye digte, og aftenen afsluttes med fællessang.
Poesiparkens Venner blev stiftet i sommeren 2025 og har allerede over 60 medlemmer. Vil du vide mere eller være med, så skriv til poesiparkvenner@gmail.com.
Du kan læse mere på poesipark.frederikshavn.dk og Facebookgruppen Poesiparkens Venner.