Billede beskrivelse

Tennisbaner, vandland og 158 ferieboliger: Ny feriepark ved Lyngså skal løfte turismen

25. november 2025 kl. 19.02

LYNGSÅ: En projektgrund ved Lyngså lægger op til de helt store planer for området.

Grunden udbydes af Nordicals Vendsyssel, og den umiddelbare forventning er, at der i fremtiden skal opbygges en feriepark på den helt kystnære grund, lidt syd for Sæby. 

I hvert fald har kommunen allerede vedtaget en lokalplan, der giver mulighed for etablering af en feriepark med op til 158 ferieboliger, subtropisk vandland, restaurant, tennisbaner og lignende ferieparkfaciliteter.

- Den kombination ser man ikke ret mange steder i Danmark, siger Simon Wiehl,  der er erhvervsmægler og partner hos Nordicals Vendsyssel.

Stor begejstring for mulighederne

Hos både Erhvershus Nord og turistforeningen Toppen af Danmark er der stor begejstring for projektgrunden. 

Ifølge Nicolai J. Nissen, der er turistdirektør hos Toppen af Danmark, ligger der en oplagt mulighed i at tænke ferieparken som et unikt, natur- og wellnessorienteret koncept snarere end en kopi af eksisterende feriecentre.

- Vi har blandt andet drøftet idéen om at lade sig inspirere af Blue Lagoon i Reykjavik frem for de traditionelle ferieparker, siger han.

For Erhvershus Nord er idéen om en ny feriepark også ganske attraktiv.

- Skagen er et velkendt brand, mens Sæby og området ved Lyngså rummer et stort uforløst potentiale. Et feriecenter her vil være en såkaldt primær aktør – en virksomhed, der selvstændigt trækker gæster til området – og som giver et markant aftryk på de følgevirksomheder, der lever af turismen, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.

Investorerne skal findes

Nordicals oplever, at interessen for ferie- og oplevelsesprojekter generelt er stigende, og Lyngsågrunden ser ikke ud til at blive nogen undtagelse. 

– Det her er ikke et typisk projekt for lokale investorer. Vi forventer investorer, der allerede har erfaring med ferieparker, hoteller eller større rekreative anlæg – og som kan se det langsigtede potentiale i at udvikle en kvalitetsdestination ved kysten, siger Simon Wiehl, som peger på Tyskland og Holland som oplagte investorer til projektet, der vil koste mange millioner kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste