Stor interesse for kønne planter og botanisk hygge
FREDERIKSHAVN: Det traditionsrige plantemarked i Bangsbo Botaniske Have på Havens Dag blev endnu en gang en succes med et rigtig godt besøgstal og heldigvis i tørvejr.
Markedet blev holdt på plænen ved Gartnerhuset, hvor der både var plads til salgsboder og borde, hvor gæsterne kunne nyde kaffe og kage.
Der kunne købes mange forskellige planter – også nogle, der ikke umiddelbart er tilgængelige i almindelige planteskoler, og så til særdeles fordelagtige priser. Der var rigtig stor interesse for udvalget i Vennekredsens plantesalg, ligesom salget af kaffe og kage gik rigtig godt.
Der blev hygget ved bordene, og mange fik sig en god plantesnak. De fleste benyttede også lejligheden til at gå en tur i det smukke anlæg og se Botanisk Have i sin efterårspragt.
Det er Botanisk Haves Vennekreds, der står bag plantemarkedet, og her er formand Inger Nielsen særdeles tilfreds med forløbet. Vejrguderne var med arrangementet, og det blev en herlig efterårssøndag i det otte hektar store botaniske anlæg.