Seneste nyt
Billede beskrivelse

Stor interesse for at høre om ny lokalplan for Strandby Havn

21. juni 2026 kl. 14.02

STRANDBY: Det var fuldt hus, da Strandby Havn havde indbudt til orienteringsmøde om den nye lokalplan for byens havn, som netop nu er i offentlig høring.

Den eksisterende lokalplans bestemmelser om især bebyggelsesprocent og byggehøjde havde efterhånden lagt så snærende bånd på havnens virksomheder, at fortsat udvikling krævede en ny lokalplan.

Billede beskrivelse

Peter Stokbro Larsen fra Fællesvirke, der var med til at arrangere borgermødet, er positivt overrasket over forløbet. Der var mange spørgsmål, som blev besvaret godt, og selvfølgelig bekymringer, men ikke egentlige protester.

Det vigtigste punkt i den nye lokalplan er, at den tilladte bebyggelsesprocent fordobles fra 50 til 100 pct., hvilket er i tråd med havnene i Skagen og Frederikshavn.

Billede beskrivelse

- Det vil være både meget dyrt og meget vanskeligt at udvide havnen ud i havet på grund af især Natura 2000-området. Derfor er der behov for at udnytte de eksisterende havnearealer bedre. Vi har faktisk arealer, men vi må ikke bygge på dem, som reglerne er nu, siger Peter Stokbro.

Lokalplanforslaget giver også mulighed for at inddrage lidt af havnebassinerne til kaj. Det gælder bl.a. et område, som i forvejen ikke kan besejles på grund af tilsanding samt Auktionskajen, der er i fare for at styrte sammen.

- Jeg er glad for den positive stemning ved mødet. Jeg oplever klart, at strandbynitterne har forståelse for havnens og virksomhedernes situation og for, at havnens udviklingsmuligheder er afgørende for hele byens fremtidige udvikling, siger Peter Stokbro.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste