Stjålet bamseskulptur står nu over for restaurering
SKAGEN: Det er over 15 år siden, at Bjørn Nørgaard skabte sin bamseskulptur ‘Hjerte Bjørn’ til Skagen Bamsemuseum.
Og netop nu er bamsen på vej ned over landet tilbage til Bjørn Nørgaards værksted på Møn efter at have været hovedperson i temmelige dramatiske oplevelser i Skagen.
I starten af oktober opdagede de pludselig på museet, at bamseskulpturen ved museets indgang var væk, og så gik det store eftersøgningsarbejde ellers i gang, politiet blev kontaktet og museets naboer hjalp alt, hvad de kunne.
- Det var helt utroligt, så hjælpsomme vores naboer var. Skagens Museum tjekkede deres overvågning og alle hjalp og vi var jo ret chokerede. Og Bjørn Nørgaard var ret ked af det, fortæller Jonna Thygesen fra Bamsemuseet.
Hun er blevet mødt af mange, der undrede sig over, at nogle ville stjæle fra kræftsyge børn.
- Jeg tror slet ikke, at dem, som har taget bamsen, har været klar over, at bamsen handler om at støtte syge børn, siger Jonna Thygesen, som netop i dag har afsluttet sagen hos politiet.
- Vi har overvejet, om vi skulle lægge erstatningssag an, fortæller Jonna.
Hun forklarer, at politiet har fundet gerningsmændene. Men på bamsemuseet har man besluttet, at sagen nu er slut, og at det handler om at se fremad og få 'Hjerte Bjørn' på benene igen, så skulpturen igen kan tage imod børn og andre bamse-elskere ved museets indgang.
- Nu handler det om at få bamsen hjem til Bjørn Nørgaard, så han kan få set på skaderne og se om han kan rette op på dem, fortæller hun.
Det er første gang, at Bjørn Nørgaard skal se figuren med egne øjne og ikke bare på et billede efter den hårdhændede behandling, den har været udsat for i efteråret.
Og bamseskulpturen ligner nu også langt fra den flotte irgrønne bjørn med det røde hjerte, som har taget imod på museet i over 15 år. Nogen har slebet eller på anden måde behandlet den, så hverken hjertet er rødt eller bamsen irgrøn mere.
Hvor meget af bamseskulpturens originale look Jørgen Nørgaard kan genetablere er endnu uvist, og Jonna Thygesen tør heller ikke spå om, hvornår bamsen igen er på plads til at byde velkommen på museet.
Bamseskulpturen vendte, efter at være blevet stjålet i oktober, dog hurtigt tilbage til Skagen Bamsemuseum, da en skrothandler i Tversted tilfældigt så bamsen i fjernsynet og syntes den lignede noget, han havde set i en bunke skrot, som han netop havde købt.
Han kontaktede med det samme Bamsemuseet, og 'Hjerte Bjørn' kom hurtigt hjem til Skagen igen.