Sommer, sol og fællesskab: Sommercamp på atletikstadion løb af stablen igen
SÆBY: SIK80 har netop afholdt 3-dages sommercamp for 38 ferieglade børn, hvor fællesskab, bevægelse og sommerglæde var i centrum.
Vejret var forrygende til at dyrke sport, som bød på både klassiske og utraditionelle atletikøvelser til stor morskab for børnene.
Første dag bød på sjove lege i parken, orienteringsløb og længdespring – alt sammen krydret med grin og masser af energi.
Pauserne blev brugt på fri leg og spil på madrasserne, hvor børnene hyggede sig og fik nye venskaber.
På dag to rykkede aktiviteterne ned til stranden med blandt andet stafetløb, stangspring og maling af bannere til den store indmarch på dag tre. Den sidste dag kulminerede sommercampen med landskamp og afsluttedes med vandkamp og vandglidebane.
Undervejs blev børnene forkælet med frisk frugt sponseret af Super Brugsen og forældrebagt kage som sød afslutning på dagene.
- I Sæby Atletik er vi stolte af det stærke frivillige engagement, som gør det muligt at give børnene gode oplevelser og minder for livet, og derfor skal der lyde en kæmpestor tak til de 10 frivillige trænere: Frida F, Tobias, Willas, Frida T., Festus, Mathias, Niels, Donna, Siff og Mads, som stod for de 3-dages sommercamp, udtaler Gunnar Møller Nielsen, formand for SIK80.
Atletiktræningen på Klostervænget begynder igen torsdag d. 7. august. Se mere på www.sik80.dk