Snupper et par dage i Frederikshavn efter ferie i Norge
FREDERIKSHAVN: Autocamper-pladsen ved Frederikshavn Marina er populær hos gæster, der skal med færgen til Gøteborg eller som netop er kørt i land og skal videre ned i Europa. Pladsen er tæt på færgehavnen, og faciliteterne er helt i top.
Vi mødte to hollandske par, der havde været på 14 dages autocamper-ferie i Norge, bl.a. Bergen og nu er på vej hjem til deres hjemby, Urk, nordøst for Amsterdam.
Janneke og Jakob samt Ellen og Auke har haft en dejlig ferie i Norge og glæder sig nu til at komme hjem til børn og børnebørn, men de vælger alligevel at blive et par dage i Frederikshavn Marina. Her vil de leje en jolle og tage ud at fiske. Måske også dykke på boblerevene.
De to mænd, der hjemme begge er ledere i en frikirke og erhvervsmæssigt henholdsvis pensioneret entreprenør og direktør i et revisionsfirma, føler sig hjemme i Frederikshavn. De er begge opvokset i et fiskersamfund og har saltvand i årerne.
Urk lå frem til 1940 på en ø, men så blev der bygget en dæmning, og øen blev landfast med resten af Holland. Fiskerne i Urk blev tilbudt at blive landmænd i stedet, men det ville de ikke. Så hellere sejle den lange vej gennem slusen langt nordpå og ud i havet for at fiske. Og det gør de stadig.
Mens de er i Frederikshavn, vil de fire hollændere også opleve Sæby på en cykeltur og selvfølgelig Palmestranden, som de har hørt så meget om. Så er der sat et dejligt punktum for en vellykket ferie i Norge, Sverige og Nordjylland.