Skagens nye kunstværk indviet med manér
SKAGEN: ”Kunst i børnehøjde” er navnet på samarbejdet mellem Brovandeskolen, Skagen Toys, Thiele, Spar Nord og SuperBrugsen i Skagen, der har resulteret i det nye farverige kunstværk ”Skagens Brilleslange”.
Det fortæller de deltagende aktører.
Tirsdag 4. november bredte der sig en festlig stemning og en liflig duft af popcorn i Skagens gågade, hvor der blev holdt fernisering af kunstværket.
De i alt 121 flot dekorerede sten er skabt af elever fra 0.-3. klasse på Brovandeskolen, Den Lille Skole i Skagen. Omkring 55 børn har udsmykket stenene i alle regnbuens farver og tilføjet både glimmer og glitter som et ekstra kreativt touch.
Materialerne til projektet er sponsoreret af legetøjsbutikken Skagen Toys. Selveste ”Frønse” fra Spar Nord deltog i indvielsen og hjalp med at klippe det røde bånd, så Brilleslangen officielt kunne erklæres åbnet.
Efter ceremonien bød Thiele Skagen på popcorn, saftevand og en festlig ”romkugleslange”, sponsoreret af SuperBrugsen.
Initiativet til projektet kom fra Thiele Skagen, som tog kontakt til Brovandeskolen - en idé, skolen hurtigt greb. Allerede onsdag 29. oktober blev projektet sat i gang, da Randi fra Skagen Toys samt Heidi, Karina og Sine fra Thiele Skagen mødte op på skolen med materialer, tuscher og glimmer til eleverne.
Kunstværket kan fremover opleves foran Thiele Skagen, hvor det allerede har vakt opsigt blandt både krydstogtgæster, turister og lokale, som har fotograferet det flittigt i løbet af ugen.
Alle børn og barnlige sjæle i Skagen og omegn opfordres til at komme forbi med deres egne dekorerede sten, så Brilleslangen kan vokse sig endnu større og flottere.