Billede beskrivelse

Skagboerne får mere vinterbadning og saunagus

31. december 2024 kl. 06.02

SKAGEN: I Aalbæk, små 20 kilometer syd for Skagen, er der netop åbnet havnebad med sauna. 

Lidt længere nordpå i Skagen sidder en flok forholdsvis nyudsprungne vinterbadere på 4. juledag og sveder sammen med 11 andre i en mobil saunahytte, mens de drømmer om muligheden for at gå fra det kolde hav og ind i en varm sauna på mere regelmæssig basis, end det for tiden er muligt.

En af dem, som nyder, at saunahytten.dk har valgt at parkere ved Sønderstrand i Skagen mellem jul og nytår, er Marie Munch, som nyder at få et afbræk med veninderne fra en sommetider lidt for travl hverdag.

- Både at vinterbade og at gå i sauna bliver jo mere og mere populært, men i Skagen halter vi gevaldigt efter. Derfor synes jeg, det er absolut fantastisk, at Saunahytten nu kigger lidt mod nord, siger Marie Munch. 

Hun har over julen, hvor Saunahytten har holdt til i Skagen, været til saunagus og dertilhørende havdyp tre gange.

Billede beskrivelse

Varme og kulde vokser 

Og 4. juledag ryger temperaturen altså også højt op over de 80 grader i saunaen, og flere stønner og pruster, når gusmester Martin Funke svinger den varme luft med noter fra olie af bergamotte, blodappelsin og fyrrenåle på saunastenene rundt med sine store vifter.

De mest hardcore sauna-entusiaster sidder på øverste hylde, hvor der er varmest. Heriblandt er Marie Munch.

- Jeg er vild med varme og med at udfordre mig selv og min krop. Troede ikke det kolde gys ville være noget for mig, men nu er også det begyndt at vokse på mig. Det, som vekslen mellem det kolde og det varme, gør ved både krop og sind - det er jo den allerdejligste start på dagen, siger hun og glæder sig over, at Saunahytten nu har planer om at komme mere regelmæssigt til Skagen.

Mere saunagus kommer til Skagen

For Martin Funke, som er indehaver af Saunahytten og gusmester på dagens saunagus, har allerede nu lagt planer for saunahyttens tilstedeværelse i Skagen det næste stykke tid.

- Vi har planer om at være i Skagen i uge 7 og 8 og ellers hver anden weekend, siger Martin Funke. 

Han er godt tilfreds med den lokale opbakning henover julen og kalder det en succes, som han gerne vil fortsætte.

- Vi vil gerne være med til også at forlænge sæsonerne her i Skagen, siger Martin Funke, som indtil videre har planlagt at være i Skagen hver anden weekend frem til 1. april.

Hvornår præcis Saunahytten er i Skagen med saunagus kan man følge med i på saunahytten.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste