Sæsonstart i lokal tennisklub: Tre begivenheder på én dag
SÆBY: Søndag den 13. april kl. 9.00 bliver tennissæsonen 2025 skudt i gang i Sæby – og det med manér. På tennisanlægget i Sæbygård Skov afholdes nemlig hele tre arrangementer samme dag.
Dagen indledes med den traditionsrige standerhejsning, hvor Dannebrog hejses for at markere starten på en ny sæson. Herefter følger klubbens generalforsamling, hvor formand Anders Brønnum aflægger beretning for sæsonen 2024, og der afholdes valg til bestyrelsen.
Hele den nuværende bestyrelse genopstiller og er villige til at fortsætte, men der kigges samtidig mod fremtiden. Allerede i år igangsættes et arbejde hen imod et generationsskifte i bestyrelsen, og formanden håber, at nye kræfter vil melde sig.
- Det er oplagt at snuse til bestyrelsesarbejdet allerede nu og få en god start sammen med den nuværende bestyrelse, lyder det fra Anders Brønnum.
Efter generalforsamlingen fortsætter dagen med en fælles arbejdsdag, hvor både baner og anlæg klargøres til spil.
- Medlemmerne plejer at være fantastiske til at give en hånd med. Når mange hænder løfter i flok, er det både hyggeligt og hurtigt overstået, fortæller formanden.
Der opfordres derfor til, at medlemmerne – udover bolde og ketcher – også pakker arbejdshandsker, skovl og rive i tennistasken. Jo hurtigere anlægget står klar, jo hurtigere kan sæsonens første serv sendes af sted.