Sæby Svømmebad styrker bæredygtigheden med solcelleanlæg
SÆBY: Svømmebade har generelt et højt og konstant energiforbrug, og de seneste års svingende elpriser har været en udfordring for branchen. Fonden Sæby Svømmebad har derfor valgt at investere i et solcelleanlæg, installeret af Strandby El-teknik A/S, som nu dækker en væsentlig del af det daglige strømforbrug. Investeringen reducerer både afhængigheden af eksterne energikilder og styrker svømmebadets bæredygtige profil.
Det fortæller Strandby El-teknik A/S.
Økonomisk stabilitet og grøn omstilling
Svømmebade er underlagt en række krav til temperatur, luftfugtighed og vandkvalitet, hvilket resulterer i et stort energiforbrug. De svingende elpriser på det offentlige net kan gøre det vanskeligt at opretholde en stabil økonomi, men med den nye solcelleløsning har Sæby Svømmebad øget sin selvforsyningsgrad af el.
Administrerende direktør for Fonden Sæby Svømmebad, Jeppe Jacobsen, forklarer:
- Vi har en stærk ambition om at drive vores faciliteter på en måde, der både er økonomisk ansvarlig og bæredygtig. Det handler ikke kun om at reducere driftsomkostningerne, men også om at tage ansvar for den grønne omstilling. Med det nye solcelleanlæg kan vi producere en stor del af vores egen elektricitet, reducere vores afhængighed af eksterne energikilder og samtidig mindske vores CO₂-udledning.
Solcelleanlægget har været i drift siden sommeren 2024, og selvom de præcise besparelser endnu ikke er opgjort, ser svømmebadets ledelse allerede en positiv effekt.
- Vi forventer, at den strøm, vi selv producerer, vil udligne de stigende elpriser og sikre et økonomisk status quo. På sigt ser vi det som en væsentlig faktor i at drive en svømmehal, der både er økonomisk og miljømæssigt bæredygtig, tilføjer Jeppe Jacobsen.
Lokal ekspertise bag energiløsningen
Solcelleanlægget er udført af Strandby El-teknik A/S, som både har fungeret som rådgiver og leverandør. Virksomheden er en af Nordjyllands førende aktører inden for energioptimering og vedvarende energi.
Adm. direktør Tonny Stordal Johansen fra Strandby El-teknik A/S ser projektet som et vigtigt skridt i en bæredygtig retning:
- Det betyder meget for os at kunne hjælpe lokale virksomheder og organisationer med løsninger, der både bidrager til den grønne omstilling og styrker lokalsamfundet. Sæby Svømmebad har en ambition om at være blandt de mest bæredygtige svømmefaciliteter i Danmark, og vi er stolte over at kunne støtte dem på denne rejse.
Et skridt mod en grønnere fremtid
For Sæby Svømmebad er solcelleanlægget ikke blot en kortsigtet løsning, men en del af en langsigtet strategi for bæredygtig drift. De forventede besparelser skal blandt andet bruges til at investere i yderligere grønne tiltag, såsom rensning af skyllevand og optimering af ventilationsanlægget.
- Investeringen gør os mere modstandsdygtige over for stigende energipriser og skærpede klimakrav. Samtidig bidrager vi aktivt til vores ESG-mål om CO₂-reduktion og en grønnere fremtid – ikke kun for svømmebadet, men også for vores lokalsamfund, afslutter Jeppe Jacobsen.