Nyt koncept fra Topvirk: Nu kan virksomheder beskæftige fleksjobbere helt uden bøvl
FREDERIKSHAVN: Hvordan kan virksomheder få løst nødvendige opgaver på en fleksibel måde og samtidig give mennesker i fleksjob en reel plads på arbejdsmarkedet?
Det er udgangspunktet, når Topvirk inviterer til morgenmøde torsdag 12. februar, hvor virksomhedens nye koncept, TOPJOB, bliver præsenteret. Her sættes der fokus på en konkret løsning, der forbinder virksomheders behov for ekstra arbejdskraft med mennesker i fleksjob, som ønsker at bidrage aktivt i et arbejdsfællesskab.
Topvirk er en socialøkonomisk virksomhed med base i Frederikshavn og med ét klart fokus: mennesker i fleksjob. Topjob hjælper nordjyske virksomheder med fleksibel og effektiv arbejdskraft under sloganet "Vi hyrer – I styrer". TOPVIRK håndterer rekruttering, ansættelse og administration, mens virksomhederne får en kompetent medarbejder, der indgår i hverdagen og løser opgaverne direkte hos dem. Nemt, trygt.
- I Topvirk har vi en meget høj succesrate med at hjælpe fleksjobbere i arbejde. Alligevel oplever vi ofte, at virksomheder kan være bekymrede for, om det bliver administrativt krævende at ansætte en fleksjobber, som måske kun arbejder få timer om ugen. Derfor har vi – i sparring med Huset Venture – udviklet en model, hvor vi håndterer kontakten til kommunen samt de administrative processer, og virksomheden kun betaler for de timer, fleksjobberen arbejder, forklarer afdelingsleder Mette Odderskov Fuglsang, der sammen med Anders Elholm Jeppesen driver Topvirks kursusafdeling.
- Løsningen fungerer sådan, at fleksjobberen ansættes her i Topvirk, som dermed har arbejdsgiveransvaret og dialogen med myndighederne. Kunden forpligter sig alene til at beskæftige fleksjobberen et aftalt antal timer om ugen og modtager en månedlig faktura på de leverede timer. Uden at skulle spekulere på feriepenge og sygefravær, supplerer Anders Elholm Jeppesen.
Til morgenmødet 12. februar har Topvirk inviteret sit netværk blandt virksomheder, Jobcentret m.v., men arrangementet er åbent for alle. Så har du lyst til at høre mere om, hvordan TOPJOB fungerer i praksis, og hvordan ordningen kan gøre det lettere at tage socialt ansvar og styrke CSR-regnskabet i din virksomhed, så tilmeld dig hos Mette Odderskov Fuglsang på tlf. 6124 6947 senest 9. februar.