Nyt fra Skagen Marathon: Der er tre mulige scenarier for lørdagens løb
SKAGEN: Torsdag aften har deltagerne til lørdagens store maraton-event i Skagen modtaget mail fra Skagen Marathon omkring vejrsituationen lørdag, som tegner til at blive en stormende og våd omgang.
Skagen Marathon skriver i mailen, at de gør alt, hvad de kan, for at skabe sikre og gode rammer for alle deltagere og gør opmærksom på, at der er tale om en ekstraordinær situation.
Arrangørerne er som planlagt i fuld gang med klargøring af løbet, men er løbende i tæt dialog med myndighederne omkring vejrudviklingen.
Skagen Marathon oplyser i mailen til deltagerne, at de bestræber sig på at tage den bedst mulige beslutning, hvilket de vurderer kan ende ud i flere mulige scenarier; at løbet afholdes til tiden som planlagt, at løbs-starten udskydes med et par timer, hvis forholdene kræver det, eller at løbet i yderste konsekvens må løbet aflyses i forhold til force majeure.
Desuden arbejder arrangørerne på at gøre det muligt for alle deltagere at ændre distance, hvis nogen skulle ønske det.
Skagen Marathon sender yderligere information ud fredag senest sidst på dagen/først på aftenen, når der er mere afklaring omkring situationen.
Afvikles Skagen Marathon som planlagt ser programmet således ud:
Kl. 09.50: Velkomsttale v. Nicolai Nissen, Direktør Toppen af Danmark
Kl. 10.00: Marathon
Kl. 10.05: Walk & Talk Halvmarathon
Kl. 10.10: Grenen Trail
Kl. 10.35: Halvmarathon
Kl. 10.55: 10 km
Kl. 11.05: 5 km og 5 km børnemarathon