Billede beskrivelse

Ny apoteker er klar til at tage over

03. december 2024 kl. 11.03

SÆBY: Ejeren af apoteket i Skagen overtager Sæby Apotek.

For nylig blev det kendt, at apoteker Preben Smed Jeppesen efter 25 år i Sæby har valgt at lade sig pensionere fra den 1. juni 2025.

Lægemiddelstyrelsen har allerede givet en ny bevilling til apoteker Brian Utzon Sforzini, der bor i Aalbæk.

Brian Utzon Sforzini, der er uddannet farmaceut fra Ebeltoft, overtog Skagen Apotek for 10 år siden og bliver om et halvt år også ejer af apotekerne i Sæby og Østervrå.

Han ser frem til at skulle etablere sig i Sæby og Østervrå, som Brian anser som et par spændende byer, der ser ud til at vokse, og hvor der er gode muligheder for at drive virksomhed.

Når Brian Sforzini tager over, vil han som ejer af tre apoteker og to håndkøbsudsalg kunne opnå flere stordriftsfordele.

- Det er i dag ikke ualmindeligt, at en apoteker får bevilling til at drive flere apoteker, siger Brian Utzon Sforzini.

Sæbys nye apoteker oplyser, at kunderne vil møde det samme personale som i dag, og at der ikke vil ske væsentlige forandringer.

- Jeg forventer ikke, at sæbynitterne efter den 1. juni vil mærke, at der er kommet ny ejer, siger Brian Sforzini.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste