Ny aktivitet på populær Junglesti
FREDERIKSHAVN: Samtidig med, at Palmestrandens palmer forlader drivhusene og indtager deres pladser på byens populære badestrand, indvies endnu en attraktion i ”Junglen” bag ishuset.
Her kan børnene fremover tage en tur med svævebane og mærke suget i maven, når de suser afsted i et langt svæv.
Det er Palmestrandens Venner, der har skabt endnu en aktivitet i legeområdet på Palmestranden. Som med alle de andre aktiviteter gælder, at den er finansieret af fondsmidler og udført af frivillig arbejdskraft.
Pengene er kommet fra donationer fra Kaj Bundvad Fonden og Spar Nord Fonden, lige som Holmen Anlæg har hjulpet med opstillingen.
Elvin Frandsen fra Palmestrandens Venner, der har været tovholder på etableringen af svævebanen, fortæller, at foreningen netop har modtaget endnu en donation, denne gang 65.000 kr. fra Nordea Fonden.
Pengene skal bruges til videreudvikling af Junglestien med bl.a. nye balanceredskaber. Men arbejdet går først i gang til efteråret, for byens gæster skal ikke komme til en byggeplads.