Ny aftale støtter Skagen Miniby
SKAGEN: Skagen Miniby har indgået en ny sponsoraftale med energiselskabet OK. Aftalen betyder, at alle nu kan støtte projektet uden at betale ekstra – hver gang bilen tankes eller lades hos OK, eller når der bruges strøm derhjemme.
Formålet med samarbejdet er at sikre midler til det udstyr og de faciliteter, der er nødvendige for at få det nystartede projekt godt fra land.
Flemming Petersen, bestyrelsesmedlem i Skagen Miniby, ser stort potentiale i aftalen:
- Vi begyndte arbejdet i juni i vores nye værkstedslokale, som nu fungerer som et samlingspunkt for frivillige. Her mødes man for at bygge, dele viden og idéer – og være en del af et socialt og kreativt fællesskab, udtaler han.
- Nogle deltager for fordybelsens skyld, andre for fællesskabet. Nogle bidrager med historisk viden, andre med teknik, organisering eller godt humør. Der er plads til alle, og ingen krav om faste timer, tilføjer han.
- Drømmen er, at Skagen Miniby bliver et sted, hvor både børn og voksne kan lære om Skagens historie gennem miniaturemodeller, fortællinger og sanselige oplevelser, afslutter han.
Skagen Miniby er et nyt, frivilligt foreningsprojekt, skabt af lokalt engagement og kærlighed til Skagens historie og arkitektur. Foreningen har aktuelt 120 medlemmer, som arbejder med at genskabe byens bygninger i størrelsesforholdet 1:10.
Målet er at skabe en miniatureby, hvor besøgende kan opleve, hvordan Skagen har udviklet sig fra fiskerby til kunstnerkoloni og moderne turistmål. Fokus er særligt på perioden 1900–1925, hvor mange af byens ikoniske bygninger blev opført.
Projektet kombinerer håndværk og historie, præcision og passion. Det giver deltagerne mulighed for at skabe noget meningsfuldt i fællesskab. Alle kan være med – uanset alder, baggrund eller erfaring. Det vigtigste er lysten til at lære og bidrage.
Ved at tilknytte sit kort eller app til OK, kan man støtte Skagen Miniby uden merudgift. Foreningen modtager 5 øre pr. liter eller kWh, når man tanker eller lader bilen hos OK – og 1 øre pr. kWh for strømmen brugt derhjemme.