Billede beskrivelse

Nicolaj blev træt af laveste fællesnævner: Nu har han succes med eget firma

17. april 2025 kl. 06.03

SÆBY: Siden Aktiv Hverdag Hjemmeservice ApS for et år siden smed håndklædet i ringen, har Frederikshavn Kommune stadig ikke indgået en ny aftale med en privat leverandør af hjemmepleje.

På kommunens hjemmeside fremgår, at der vil blive gennemført et udbud med det formål at finde en ny privat leverandør.

For at sikre borgernes frie valg af leverandør indførte Frederikshavn Kommune sidste år en midlertidig såkaldt fritvalgsbevisordning.

Indtil Nicolaj Regels-Hansen den 13. januar i år stiftede Nii´s Hjemmepleje var der ikke andre private tilbud til hjemmeplejemodtagere, bosiddende i Frederikshavn Kommune.

Det nye firma tilbyder et gratis tilbud til alle, der er visiteret af kommunen til personlig pleje (hjælp til bad, hjælp ved måltider, anden personlig pleje) eller praktisk hjælp (støvsugning, gulvvask, rengøring af badeværelse, indkøb, tøjvask med videre).

Billede beskrivelse

Borgere, der ønsker at skifte, skal selv indgå aftale med Nii´s Hjemmepleje på telefon 22221819. Her står Nicolaj parat til at hjælpe og afleverer gerne de nødvendige aftaler til kommunen.

Personen bag

46-årige Nicolaj Regels-Hansen har godt 13 års erfaring i branchen. Først i mere end 12 år ved Thisted Kommune, og derefter blev det til et enkelt år i Frederikshavn Kommune som social- og sundhedshjælper, inden han valgte at stoppe i det kommunale system.

Med skiftet til landets nordligste kommune indså han hurtigt, at han ikke havde samvittighed til at fortsætte i hjemmeplejen.

- Jeg havde vanskeligt ved at se mig selv i et system, hvor niveauet var den laveste fællesnævner, siger Nicolaj Regels-Hansen.

- Som selvstændig har jeg nu fået muligheden for at gøre det lidt bedre, hvor udgangspunktet altid er den enkelte borgers behov, pointerer Nicolaj.

Siden starten for tre måneder siden, servicerer firmaet allerede nu så mange borgere med behov for hjemmepleje, at der er ansat fem søde og kompetente medarbejdere.

- Når Nii´s team kommer ud til borgerne, bliver det betragtet som et besøg hos vores egne bedsteforældre.

- Vi har en fleksibel indstilling til at løse opgaverne, hvor der stort set ikke er den ting der ikke kan lade sig gøre, lover den dedikerede hjemmehjælper.

Nicolaj Regels-Hansen driver sit firma fra sin hjemadresse i Dybvad. Det var kærligheden til Sanne Larsen, som er født og opvokset i byen, der for godt et år siden fik Nicolaj til at hive teltpælene op i Thisted for at flytte mod nordøst.

Firmaets slogan er ”Hjemmepleje med hjertet på rette sted”, hvilket det også er brug for i privaten, hvor parret har fem sammenbragte børn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste