Lys og lange liner giver helt nye muligheder for rideklubben i Åsted
ÅSTED: Rideklubben Stjarna Hestar i Åsted har fået 29.899 kr. i støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje til projektet “Mere end ridning – udvikling med lys og lange liner”.
Bevillingen har gjort det muligt at etablere LED-belysning omkring ovalbanen og anskaffe nyt seletøj.
Med de nye faciliteter kan klubben nu tilbyde træning i lange liner og rideundervisning – også i de mørke vintermåneder, hvor det tidligere har været svært at bruge banen optimalt. Det glæder klubbens omkring 80 medlemmer.
Ifølge klubbens kasserer betyder den nye belysning, at anlægget kan bruges hele året, og at arbejdet med lange liner åbner for nye muligheder for både ryttere og heste. “Det handler om meget mere end ridning – det handler om fællesskab og læring,” lyder det.
Om foreningspuljen
Støtten kommer fra DIF og DGI’s foreningspulje, som årligt uddeler omkring 50 millioner kroner til projekter i danske idrætsforeninger. Puljen støtter initiativer, der styrker fællesskab og udvikling – herunder medlemsrekruttering, nye aktiviteter og træneruddannelse.
De fleste bevillinger ligger mellem 10.000 og 25.000 kr. og finansieres af de såkaldte spillehalsmidler, som Folketinget har øremærket til det frivillige foreningsliv.