Lucia-optog synger på lokalt plejehjem
SKAGEN: Klokken er lidt over 10 fredag formiddag, og beboerne på plejecentret Ankermedet har pænt stillet sig op langs væggene på gangene eller udenfor deres lejligheder, og nogle er allerede gået i gang med at synge selv i ren forventningsglæde.
Og i det fjerne kan man ane lyden af børnekor, som tager til:
Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia
Pigerne fra 5. klasse på Skagen Skole, som ligger lige på den anden side af vejen, synger kraftigt til, mens de går rundt i plejehjemmets gange. Og der er ikke et øje tørt, hverken blandt beboere eller personale.
Og pludselig har optoget også fået en luciapige mere, da en af hjemmets beboere helt spontant vælger at gå med i optoget.
Pigerne i optoget synes bare det er dejligt. Spørger man dem, så er plejehjemsbeboerne faktisk sjovere at synge for end kammeraterne på skolen. Og beboerne værdsætter også besøget af luciaoptoget.
- Det er så hyggeligt og fint, at de kommer og synger for os, siger Birthe Namensen.
Hun har boet på Ankermedet Plejecenter i syv år, og i det hele taget er meget glad for de aktiviteter, der er på Ankermedet, om det er discodans, visesang eller luciaoptog.
Fejringen af Santa Lucia er en ældgammel tradition, som danskerne efter reformationen i 1536 holdt op med at fejre som helgendag, men i Sverige holdt man fast i traditionen.
Under besættelsen spredte skikken sig igen til Danmark.