Billede beskrivelse

Louise skulle pludselig levere blomster til i tv-drama: - Det gør mig stolt

15. november 2025 kl. 14.00

FREDERIKSHAVN: Følger du med i den ny sæson af Oxen, har du måske bemærket, at nogle scener er indspillet på Voergaard Slot i riddersalen.

Måske har du også lagt mærke til, at de flotte blomsterdekorationer i den grad er med til at sætte stemningen, når Kajsa Corfitzen og de øvrige medlemmer af Danehof lægger råd om, hvordan de skaffer sig af med Niels Oxen.

Billede beskrivelse

De blomster er leveret af Agaven i Frederikshavn, hvor indehaver Louise Holmen Larsen en dag fik besøg af en fra produktionsselskabet.

- Det lød rigtig spændende at skulle levere blomster til en filmoptagelse, og at de var blevet anbefalet at bruge min butik, gjorde mig naturligvis stolt. Så det var en nem beslutning at sige ja, fortæller Louise Holmen Larsen og fortsætter:

- Jeg skulle så levere blomster til de optagelser, der skulle laves på Voergaard, og de skulle være på en helt speciel måde. Jeg fik nogle billeder af settet og en beskrivelse af den stemning, som blomsterne skulle skabe. Efterår, fint selskab, lidt dyster stemning. At skaffe efterårsblomster kort før jul var en udfordring i sig selv, men vi kom i mål med opgaven.

Billede beskrivelse

Louise Holmen Larsen bragte selv blomsterdekorationerne til Voergaard og fik lov til at overvære optagelserne. Det var en stor oplevelse at stå i kulissen og se, hvordan de dygtige filmfolk og skuespillere arbejdede. Det var tydeligt, at de var lige så dedikerede og stolte af deres håndværk, som hun selv var af sit.

Det er snart et år siden optagelserne på Voergaard, og Louise Holmen Larsen har været pålagt tavshed lige siden. Nu må hun endelig fortælle om sin leverance. Det har hun gjort på Agavens facebookside, hvor hun mildest talt er druknet i positive kommentarer.

- Vi så mine blomster i afsnit to af den ny sæson, men jeg ved, at de dukker op igen senere, siger Louise Holmen Larsen, men det må jeg stadig ikke fortælle mere om.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste