Billede beskrivelse

Lokalt padelcenter er klar til Elitedivisionen

23. december 2024 kl. 06.00

SKAGEN: Skagen Padelcenter har sikret sig en plads i Elitedivisionen efter en imponerende indsats i oprykningsspillet, der kulminerede lørdag i Kolding. 

Med fire stærke svenske spillere på holdet og en målrettet indsats gennem sæsonen er Skagen nu klar til at konkurrere på højeste niveau i en landsdækkende liga med otte hold fra næste sæson, skriver klubben i en omtale. 

I oprykningsspillet mødtes Hørning, Ikast, Aarhus, Viborg, Esbjerg, Aalborg, Kolding og Skagen i kampen om én plads i Elitedivisionen. 

Skagen åbnede stærkt med en 3-0 sejr over Padelton Hørning og sikrede sig derefter en tæt sejr mod AL-Bank Elitepadel Aalborg, hvor Simon Vasquez og Gustav Eriksson leverede en afgørende præstation i 1. herredouble.

Billede beskrivelse

Finalen mod hjemmeholdet KIF Padel Club blev vundet overbevisende, med alle tre doubler fra Skagen – Vasquez/Eriksson, Pablo Figueroa/Adam Axelsson og Nicky Bach/Zvonimir Durkinjak – som triumferede i to sæt.

Spændende kampe i vente

Den kommende sæson byder på syv opgør mod stærke hold fra hele landet, herunder København, Aarhus, Odense, Espergærde og Tåstrup.

Skagen Padelcenter har store ambitioner om at præsentere Danmarks dygtigste padelspillere og ser frem til magiske hjemmekampe i deres intime center med kun tre doublebaner.

- Det har hele tiden været vores mål at bringe de bedste padelspillere til Skagen, og det bliver en realitet nu. Opbakningen i 1. division har været fantastisk, og vi forventer at slå alle tilskuerrekorder, udtaler medejer Allan Kolbro Nielsen.

Store forventninger og nye initiativer

Første runde i Elitedivisionen spilles 7.-8. februar, og forberedelserne er allerede i gang. Der skal findes sponsorer til at støtte det konkurrencedygtige hold, og samtidig arbejder Skagen Padelcenter på at lancere en spændende nyhed, som vil påvirke hele Lunar Ligaen.

Med både en stærk spillertrup og dedikeret opbakning fra lokalområdet er Skagen Padelcenter klar til at tage det næste store skridt i dansk padelsport.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste