Lokal fodboldklub får flot sponsorstøtte
FREDERIKSHAVN: OK og Frederikshavn FFI Fodbold har indgået et nyt samarbejde, der gør det muligt at støtte fodboldklubben - helt uden at det koster ekstra for forbrugeren. Hver gang der tankes, lades elbil eller bruges strøm i hjemmet via OK, går en del af beløbet direkte til klubben.
Det fortæller OK.
Aftalen skal styrke ungdomsarbejdet i Frederikshavn FFI Fodbold og sikre, at alle børn kan deltage i udflugter og sociale aktiviteter - uanset familiens økonomi.
Samarbejdet vækker stor glæde i klubben, fortæller Camilla Bechfeldt, der har en central rolle i det daglige arbejde:
- Som klubmedlem bliver man en del af et fællesskab, der prioriterer det sociale både på og uden for banen. Veteranerne samles til 'tredje halvleg' med frokost og livemusik, mens Cup No. 1 er et højdepunkt for de yngre spillere. Sidste år samlede en stor kampdag både børn og voksne omkring fællesskab og aktivitet, og klubben står også bag flere koncerter i Rådhuscentret i løbet af året, udtaler hun.
Frederikshavn FFI Fodbold rummer omkring 700 medlemmer - fra de yngste U3-mikrospillere til seniorer, veteraner og 60+ hold. Klubben tilbyder desuden Special Olympics for personer med særlige behov. Medlemskabet inkluderer fodboldtræning, kampe, turneringer, klubliv og gratis adgang til træning i Sportcenter Nord.
Ønsker man at støtte klubben gennem OK, kan man tilknytte sit kort eller sin app. Klubben modtager herefter fem øre pr. liter eller kWh ved tankning og opladning hos OK - og en øre pr. kWh ved brug af el i hjemmet.