Loge fejrede 50-års jubilæum med masser af donationer
FRDERIKSHAVN: Logen Portus – en del af Serapions-Ordenen med base på Toftegårdsvej i Frederikshavn – fejrede sit 50-års jubilæum lørdag den 27. september.
I den anledning blev der afholdt en indbudt reception fredag den 26. september fra kl. 14.00 til 16.00. Her overrakte Ole Hartmann Pedersen, formand for logens humanitære og filantropiske udvalg, donationer for i alt 50.000 kroner til tre lokale, velgørende formål, fortæller Logen Portus i en omtale.
Abildgård Kirkes Menighedspleje modtog en donation på 10.000 kroner. Menighedsplejen, repræsenteret af Inge Bergsted Jensen, arbejder med diakonale opgaver for børn, unge og ældre i lokalområdet. Indsatserne omfatter blandt andet besøgstjeneste, genbrugsbutikker, internationale spiseaftener og ferieaktiviteter for børnefamilier.
Red Barnets Familieklub i Frederikshavn/Sæby fik 20.000 kroner. Klubben, repræsenteret ved Liselotte Bisgaard og Kitte G. Walsted, tilbyder oplevelser for børn i alderen 5-12 år og deres forældre. Målgruppen er familier, som oplever sociale og personlige udfordringer – eksempelvis arbejdsløshed, sygdom eller misbrug – og som har behov for støtte til at skabe gode stunder i hverdagen.
TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere) modtog ligeledes 20.000 kroner. Organisationen, repræsenteret af Marianne Bach, tilbyder gratis og specialiseret terapi til unge mellem 14 og 24 år, der er vokset op i hjem med misbrugsproblemer. Mange af de unge kæmper med indre uro, lavt selvværd, familiekonflikter og følelsen af skyld.
Ved receptionen fortalte en repræsentant fra hver af de tre modtagende organisationer kort om deres arbejde og betydningen af donationerne.
Jubilæumsfejringen afsluttes lørdag den 27. september med en fest for logens brødre, deres ægtefæller og særligt inviterede gæster fra Serapions-Ordenens øvrige loger.