Løbere har fuld forståelse for aflysning
SKAGEN: På trods af aflysningen af årets Skagen Marathon summer det alligevel af liv på havnen.
Klokken er lidt over 13 lørdag, og flere små løbegrupper gør klar til at løbe en tur, nu hvor regnen og vinden er stilnet lidt af.
Irene Holmstrøm fra Norge har netop løbet fem kilometer sammen med familien.
- Vi synes ikke bare, at vi kunne hente en medalje uden at gøre os fortjente til det, siger hun og vil nu hente sin velfortjente medalje hos Skagen Marathon.
Fuld forståelse for aflysning
På havnen har Assentoft Løbeklub også taget opstilling til start. 14 løbere fra den midtjyske by gør så småt klar til at få lidt kilometer i benene; nogle løber halvmaraton, andre løber mere ukurante distancer på 14 eller 7 kilometer.
- Vejret har bestemt, at det blev sådan her. Det er super synd for arrangørerne, men vi må jo få det bedste ud af det, og det er rigtig hyggeligt på havnen lige nu. Vi har allerede flere gange talt ned til start og sendt andre løbere afsted, siger Dorte Vestergaard fra Assentoft Løbeklub og begynder at klappe af nogle andre løbere, som netop løber ind i det, der skulle have været målområdet på havnen.
Maratonløbere på museum
Allerede kort efter, at Skagen Marathon meldte ud, at løbet var aflyst, kom Skagens Museum løberne til undsætning med tilbud om halv pris på entréen til museet mod forevisning af startnummer til løbearrangementet i Skagen.
Inden museet åbnede, var der kø udenfor. Og på den første halve time havde museet allerede haft 250 gæster igennem indgangen. Personalet vurderer, at minimum halvdelen af de første mange gæster havde startnummer til Skagen Marathon.
Nogle af dem, som lørdag formiddag krøb i ly med kunsten, var Erik Steen Sørensen og Lillian Kjær Jensen fra Aabenraa.
- Det er ærgerligt for alle, arrangørerne, de frivillige og løberne, men det er fuldt forståeligt, og vi har ikke mødt andet end andre løbere, der synes som os. Der er ingen, der er sure. Det er bare sådan, det er, siger Lillian.
Hun havde sammen med Steen netop har bestilt spa på Ruths Hotel til søndag og ellers bare har tænkt sig at nyde noget af alt det andet, Skagen kan byde på.
- Og så skal vi da nok også have os en cocktail et sted i byen, siger Erik.