Billede beskrivelse

Linette og manden køber lejet campingplads-areal

22. december 2024 kl. 06.03

SÆBY: - Da min mand og jeg overtog ejerskabet af Svalereden Strand Camping den 1. maj 2022, lå halvdelen af campingpladsen på lejet grund, forklarer lejrchef Linette Nørgaard.

Siden overtagelsen har de begge haft en drøm om at få ”foden under eget bord / campingplads.”

Drømmen bliver den 1. januar til virkelighed, når campingpladsen får tilskødet det 22.382 kvadratmeter store areal tættest på kysten.

Jordkøbet markerer en vigtig milepæl for Svalereden Strand Camping, der sikrer pladsens fremtidige udvikling.

Siden overtagelsen af campingpladsen er det gået stærkt, og med køb af de tidligere lejede arealer har parret allerede lagt planer for udvidelser og forbedringer.

Billede beskrivelse

Sammen med Frederikshavn Kommune og gode rådgivere har vi allerede en god dialog i gang om de fremtidige planer.

Billede beskrivelse

Gården, som har lagt jord til campingpladsen, står tom og det er planen, at den skal nedrives for at give plads til 6-8 luksuspladser med ”indlagt” vand og afløb til hver plads.

På ”Højen”, der for nylig er blevet ryddet for store træer, skal der anlægges fem udsigtsgrunde, hvorfra der er udsigt til hele strandlinjen mellem Frederikshavn og Sæby.

I den stråtækte hovedbygning der i dag huser receptionen, en lille købmandsbutik, krostue, kontor, 4 værelser og en lejlighed sker der ligeledes forandringer.

Linette og Lars har fået renoveret lejligheden og bor nu privat i taglejligheden på 130 m2.

Næste step bliver krostuen, hvor der skal etableres to ferielejligheder.

Billede beskrivelse

De tidligere ejere havde i mange år haft en lejeaftale med gårdejer Anton Andersen. I 2023 blev gården og de tilhørende arealer sat i udbud. Lejeaftalen gav os som lejere mulighed for at matche det højeste bud. Hele fem investorer meldte sig, men ingen ønskede at samarbejde med os om at opdele jordstykket, oplyser Linette Nørgaard.

- Derfor gik vi i gang med at finde samarbejdspartnere, der kunne dele den økonomiske udfordring med os. Heldigvis fandt vi hurtigt sammen med Eric Kristensen fra Hedebo Strand Camping, som så en mulighed for at spille med.

Undervejs har der været mange sjove rygter, fortæller Linette.

- Er det rigtigt, at Hedebo Strand Camping har købt Svalereden Strand Camping har flere spurgt?

- Det enkelte svar har været - nej, det har de ikke.

- Ejeren af vores nabocampingplads har derimod været en del af en aftale, der sikrede, at jorden mellem vores pladser forbliver på lokale hænder, pointerer Linette Nørgaard.

Besøgende fra hele Europa

Svalereden Strand Camping har haft en god sæson, hvor der har været en lille stigning i overnatningstallet. Her har tyskerne og hollænderne trukket fremgangen.

Grundet de stigende temperaturer i syden under sommerperioden oplevede vi sidste år en begyndende interesse fra franskmænd og italienere.

-Det bliver således spændende at se om denne trend fortsætter i 2025, siger Linette.

I julen er værelser og de isolerede hytter fuldt booket, primært af gæster der kommer til Sæby for at besøge familie og venner.

I nytårsdagene har flere gæster med hund valgt at booke ophold, da vi ikke tillader afskydning af fyrværkeri, fortæller Linette.

31. december klokken 13.00 er det blevet en tradition at mødes en times tid med fastliggerne og naboer til pladsen for at sige farvel til det gamle år og ønske hinanden et godt nytår.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste