Landsby indviede ny natur-perle
KVISSEL: Landsbyen Kvissel har fået en ny attraktion i form af Bøgelundens nye stisystem, som nu er officielt indviet.
Snoren blev klippet af byrådsmedlem og formand for Distriktsrådet, Mette Hardam, som i sin tale blandt andet sagde:
- Som formand for Distriktsrådet oplever jeg igen og igen, at vores landsbyer er fyldt med mennesker, som ikke spørger: Hvem gør noget? Nej, de spørger: Hvad kan vi selv gøre? Og det er den indstilling, der gør Frederikshavn Kommune til noget særligt. Må Bøgelunden blive brugt flittigt - af børn og bedsteforældre, af motionister, familier, kørestolsbrugere, hundeluftere og alle os andre, der indimellem har brug for en tur i naturen.
Til LigeHer.nu siger Mette Hardam, at det var en stor fornøjelse at få lov til at indvie stien på vegne af Distriktsrådet. Hun sender en stor tak til Kvissel Borgerforening, de mange frivillige, fonde og alle andre, der har bidraget.
- Projektet er samtidig et fantastisk eksempel på, hvordan “mange bække små gør en stor å”. Et tilskud fra Distriktsrådet blev startskuddet, som ynglede og tiltrak yderligere støtte og engagement. Det viser, hvor langt man kan nå, når lokale ildsjæle, fonde og kommunen løfter i fællesskab, siger Mette Hardam.
Ud over at være formand for Distriktsrådet er Mette Hardam formand for byrådet udvalg for Sundhed, Pleje og Forebyggelse, hvor man ofte taler om, hvordan man skaber flere gode leveår.
Det gør man selvfølgelig med dygtige medarbejdere og et stærkt sundhedsvæsen, men man gør det også med projekter som dette.
For den bedste motion er gratis, og den foregår ofte i naturen. Når man gør naturen mere tilgængelig, bliver det samtidig lettere at vælge et aktivt, sundt og fællesskabende liv.
- Jeg håber, at de første skridt på stien bliver begyndelsen pă tusindvis af gode ture i mange år frem, slutter Mette Hardam.
Stierne i Bøgelunden er etableret med støtte fra Nordea Fonden, Hedeselskabet, Distriktsrådet og Frederikshavn Kommune samt en stor indsats fra Kvissel Borgerforening og mange frivillige kvisselborgere.