Kunst og øl i skøn forening på Frederikshavn Kunstmuseum
FREDERIKSHAVN: Fredag og lørdag den 22. og 23. august danner Frederikshavn Kunstmuseum ramme om en ny begivenhed: Kunst & Biergarten. To dage fyldt med stemningsfuld harmonikamusik, kolde øl og velsmagende currywurst i museets have.
Indendørs byder museet på gratis vurdering af kunst og antikviteter ved vurderingsekspert Benno Blæsild fra Lauritz.com – kendt fra DR-programmet Guld på godset.
Derudover kan besøgende komme med på en omvisning i den aktuelle fotoudstilling What the Eye Cannot Forget af den internationalt anerkendte pressefotograf Claus Bjørn.
Børnene kan glæde sig til både tegneworkshop og kunstquiz, mens de voksne nyder haven og kunsten.
Alle aktiviteter under Kunst & Biergarten er gratis – med undtagelse af øl og currywurst, som kan købes på stedet.
Museumsleder Christian Andersen beskriver initiativet som begyndelsen på en ny årlig tradition:
- Med Kunst & Biergarten vil museet vise, at kunst er en luksus, alle har brug for. Vi ønsker at åbne museet endnu mere op og bringe kunsten ud i fællesskabet.
Han fremhæver samtidig museets rolle som både moderne kunstinstitution og kulturarvsbærer i byen:
- En biergarten samler mennesker på tværs – det samme håber vi, kunsten kan gøre i Frederikshavn.
Begivenheden er muliggjort med støtte fra Sparekassen Danmark og Spar Nord Fonden.