Kom til åbent hus i Sæby og Omegns Skytteforening
SÆBY: I Sæby og Omegns Skytteforening dyrkes skydning som en seriøs og spændende idræt, hvor der samtidig lægges vægt på det sociale samvær i foreningen, som har eksisteret siden 1907.
Der er en god aldersspredning i foreningen, hvor det yngste medlem tæller 6 år, og det ældste medlem er 85 år.
En af instruktørerne fortæller, at der ikke er nogen nedre aldersgrænse, så længe man kan holde riflen forsvarligt, så kan man skyde, og børnene bruger buk, så de ikke selv skal holde riflen i fri hånd.
Der skydes om onsdagen fra kl. 16.00 – 21.00 i Hal B i Spektrum, og om torsdagen fra kl. 10.00 – 12.00 og igen om aftenen.
Skytteforeningen har haft sin base i fritidscentret siden 1977, hvor der øves på en indendørs skydebane på 15 meter.
Der er 10 ansvarlige, som står for aktiviteterne i Skytteforeningen, og der afholdes stævner i klubben, hvor børnene skyder om pokaler, såsom juleafslutning og klubmesterskabet, inden udesæsonen skydes i gang midt i april.
Når udesæsonen går i gang, så skal skytterne enten til Hjallerup eller Sindal, for at øve på deres 50 meters skydebaner. Og medlemmerne øver sig, for der er masser af stævner og mesterskaber at deltage i, hvor medlemmerne ofte kommer hjem med flotte placeringer, medaljer og pokaler.
Senest var Skytteforeningen i Løgstør til stævne, hvor der blev skudt med både luftriffel og Caliber 22, og her kom en af foreningens yngste medlemmer på 9 år hjem med en flot pokal. Der er således stor opmærksomhed på at give unge mennesker en god oplevelse med skydning, hvilket må siges at være lykkedes i Skytteforeningen, da der er en god fordeling mellem, børn, unge og ældre
Så udover egne stævner i foreningen, deltager Skytteforeningen i flere stævner hen over året. De har blandt andet deltaget i Nordjysk mesterskab og Jyske Mesterskaber i vinter. Foreningen har også opfostret en skytte, som siden kom på landsholdet, så der er gode muligheder for at udnytte sit potentiale i Skytteforeningen.
På nuværende tidspunkt er der omkring 60-65 medlemmer i foreningen, og de kommer fra Sæby, Elling, Frederikshavn og Voerså, men Skytteforeningen vil gerne have flere unge medlemmer, og derfor afholder de åbent hus lørdag den 22. marts fra kl. 10.00 – 15.00, så de kan vise, hvad sporten går ud på, både på skydebanen, men også som et stærkt forankret fællesskab.
Skytteforeningen vil også være at finde til Open by Night den 8. juni i Sæby, hvor man kan komme og prøve at skyde med laserrifler.
Kan du ramme plet?
Der er åbent hus i Sæby og Omegns Skytteforening lørdag den 22. marts fra kl. 10.00 – 15.00
Du finder Skytteforeningen i Spektrum i Hal B.