Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kirkens høje spir landede på græsplænen som planlagt

08. juni 2026 kl. 14.03

FREDERIKSHAVN: Det høje grønne spir – 30 tons kobbertag, trækonstruktion og stålbjælker - blev mandag løftet ned fra Frederikshavn Kirke og nænsomt placeret på græsplænen syd for kirken, hvor håndværkere snart går i gang med renovering af kirkespiret.

Umiddelbart efter den spektakulære løfteopgave gik entreprenør og kranfolk i gang med at løfte en afdækning på plads over det nu nøgle kirketårn, så menigheden fortsat kan sidde i tørvejr, når der er gudstjeneste.

Billede beskrivelse

Arkitekt Niels Bundgaard, der har haft ansvaret for planlægningen af arbejdet, har stor erfaring med kirkerenoveringer, men det er usædvanligt, at man løfter hele spiret af kirken. Og det er en stor beslutning.

Men i tilfældet med Frederikshavn Kirke var det den optimale metode. Fordi kirken er en korskirke, hvor tårnet så at sige står midt i bygningen, ville det være uforholdsmæssigt dyrt at etablere et stillads.

Det må nemlig ikke hvile på murværket, og placeringen tæt på havnen ville også udsætte stilladset for et stort vindtryk. Derfor valgte man kranløsningen.

Billede beskrivelse

Normalt burde et kobbertag kunne holde i 100 år, men Frederikshavn Kirkes tag har kun holdt i 60 år, for der har været fejl i konstruktionen. Dimensionen af kobberpladerne har ikke været præcis, hvilket har betydet, at vinden har kunnet komme ind mellem pladerne og få dem til at arbejde.

Plader, der arbejder, giver metaltræthed, og der har gennem årene været behov for at udføre løbende reparationer, så tagpladerne ikke blæser ned på gaden. Nu bliver taget lavet korrekt, og hvis alt går lige så planmæssigt som nedtagningen, vil kirkespiret være på plads inden jul.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste