Kassen blev tømt – nu kæmper svømmeklub for overlevelse
FREDERIKSHAVN: Det var et chok for bestyrelsen i Frederikshavn Svømmeklub af 2017 at opdage, at foreningens kasserer havde begået underslæb mod klubben.
Kassereren er nu anmeldt til politiet, og resten af bestyrelsen har startet kampen for klubbens overlevelse.
Det handler først og fremmest om at skaffe penge til at gøre sæsonen færdig frem til udgangen af april.
- Vi har startet en indsamling blandt andet via sociale medier og arrangerer sponsorsvømning i uge 10. Samtidig er vi i dialog med kommunen hvor vi lejer os ind i svømmehallen.
- I hele forløbet har vi haft god vejledning af Svøm Danmark, der er vores forening under DIF. Vi mærker heldigvis stor opbakning fra alle sider, siger formand Winnie Skiveren og fortsætter:
- For at færdiggøre sæsonen skal vi skaffe i omegnen af 100.000 kr., hvilket vi også håber er realistisk. Svømmeklubben betyder rigtig meget for mange familier, og vi har fået positive tilkendegivelser fra både mange forældre og lokale erhvervsdrivende.
Det er muligt at støtte svømmeklubben via mobilepay 80760 eller ved at skrive til formand Winnie Skiveren på mail - winnie@frederikshavnsvommeklub.dk.
Hvis det lykkes at redde klubben frem til sæsonafslutningen, vil den åbne for tilmelding som sædvanlig i løbet af juli og være klar til en ny sæson efter sommerferien.