Jannie deler mad ud til udsatte – behovet er større, end man forestiller sig
FREDERIKSHVN: Det startede med, at Jannie Johanson stiftede Næstehjælperne, der var et sted på Facebook, hvor familier kunne bytte ting som for eksempel børnetøj og udstyr.
Her fandt Jannie Johanson ud af, at det ikke kun var tøj og sko, der var behov for – også mad.
I 2016 blev hun selv udredt til flexjob. I den proces, der gik forud, fik hun hjælp af familie og venner, men hun mødte også mange, der ikke havde et stærkt netværk, og som havde langt færre ressourcer.
På det tidspunkt var der ikke organiseret udsatte-hjælp i Frederikshavn. Så det gik Jannie i gang med. Hun havde aldrig lavet frivilligt arbejde før, men lærte undervejs.
Det var svært i starten, selv om hun mødte stor opbakning. To butikker meldte sig straks på banen, og en boligforening ville stille et lokale til rådighed, men det gik ikke. Lokalet kunne ikke godkendes af fødevarestyrelsen.
Men Jannie gav ikke op, og i 2020 lykkedes det at leje sig ind i lokaler på Langerak og starte en afdeling af Stop Spild Lokalt. 10 dage senere ramte corona-nedlukningen, men det lykkedes at holde butikken åben gennem hele nedlukningen.
Et kæmpe arbejde
- I dag formidler vi 12 ton mad om måneden til 350 familier i Frederikshavn. Vi henter fra 16 dagligvarebutikker samt ad hoc varepartier. Der er 82 frivillige tilknyttet butikken, hvoraf de 60 er i sving hver uge. Resten udfører bestyrelsesarbejde eller hjælper til i travle perioder, fortæller Jannie Johanson.
Også en del udsatte, som modtager mad fra butikken, arbejder også som frivillige.
- Vi er én stor familie.
Stop Spild Lokalt henter varer hos butikkerne hver morgen. Varerne bliver registreret og lagt på køl eller frost, hvis de skal det. Det er et stort arbejde, for registreringen skal være lige så omhyggelig som i dagligvarebutikkerne.
Hvis for eksempel et parti af fødevarer bliver kaldt tilbage, skal Stop Spild Lokalt-butikken også kunne se, om de har nogle af disse varer. Der skal også holdes styr på emballage, som skal retur til butikkerne.
Dagens fødevarer bliver pakket i kasser og udbydes på Facebook frem til kl. 16, hvorefter de kan afhentes mellem kl. 17 og 18.
Udsatte familier har førsteprioritet, men alle kan handle i Stop Spild Lokalt. Hvor en kasse mad altid koster 35 kr.
En givende oase
Stop Spild Lokalt har åbent seks dage om ugen, men lørdag er forbeholdt særligt økonomisk eller socialt udsatte og folk uden Facebook. Der er også frivillige klar til, under særlige omstændigheder, at køre ud med mad til mennesker, som ikke selv er i stand til at hente den.
Stop Spild Lokalt er en landsdækkende madspildsorganisation bygget på frivillighed.
Jannie Johanson har drevet det frivillig arbejde i Frederikshavn så godt, at hun nu er ansat af organisationen 12 timer om ugen til blandt andet at inspirere andre oaser, som Stop Spild Lokalt også kalder deres butikker.
Jannie har også ansvaret for al vejledning i den interne app og andet IT-formidling.
- Det er en stor tilfredsstillelse, at jeg kan bruges til noget, og det er meget givende at hjælpe andre. Behovet er stort – det er hjælpsomheden heldigvis også, siger Jannie Johanson.