Billede beskrivelse

Indsamler af julehjælp: Det er grænseoverskridende at ringe til folk

04. december 2024 kl. 06.00

FREDERIKSHAVN: Ejendomsmægler Ronnie Calundan, Skagen Mægleren, er en af de erhvervsledere, der hvert år samler penge ind til Dansk Folkehjælps velgørenhed. 

Han var mandag blandt de 27 lokale erhvervsfolk, der mødtes i Møllehuset og brugte en time på at ringe rundt i deres netværk og samle penge ind.

- Det er ret grænseoverskridende at skulle i gang med at ringe, men når først man er i gang, er det ok. Vi bliver generelt taget godt imod i virksomhederne. Mange har jo bidraget tidligere og ved godt, hvorfor vi ringer. Der er selvfølgelig enkelte, som siger pænt nej tak til at bidrage, og det er helt i orden. Nogle har måske haft et dårligt år eller har valgt at støtte andre gode formål. Det er fair nok, siger Ronnie Calundan.

Når 27 erhvervslederes skal ringe rundt i deres netværk, vil der uvægerligt være mange fælles bekendte, og det er ikke hensigtsmæssigt at samme virksomhed får flere henvendelser. Derfor har BDO, som også selv stiller med flere indsamlere, udarbejdet lister med navne til hver indsamler. Det sker på basis af listerne fra sidste år opdateret med nye kontakter og eventuel afgang af dem, som ikke længere ønsker at bidrage.

- Og så snakker vi lidt om, hvem der har de bedste relationer. Det er ikke så svært, de fleste vil gerne støtte det gode formål, fastslår Ronnie Calundan, der selv nåede at samle 25.000 kr. ind. I alt samlede 27 erhvervsledere 416.000 kr. ind.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste