Hunde fylder det meste i Anne-Jettes liv Billede beskrivelse

Hunde fylder det meste i Anne-Jettes liv

07. marts 2025 kl. 19.01

FREDERIKSHAVN: Der var altid hunde i hjemmet, og hendes far var hundetræner i DCH, så det lå næsten i kortene, at Anne-Jette Nepper skulle arbejde med hunde. Alligevel tog hun en butiksuddannelse og arbejdede en årrække i supermarked.

Men Anne-Jette Nepper havde lyst til noget andet, og så startede hun på den treårige uddannelse til hundefrisør. Uddannelsen var ikke så udbredt den gang for et kvart århundred siden, så hun måtte helt til Gistrup for at finde en læreplads.

Billede beskrivelse

Som udlært hundefrisør arbejdede Anne-Jette Nepper nogle år i en anden salon, indtil hun besluttede at åbne sin egen. Det blev starten på Himmelhunden i Søndergade, som i slutningen af året kan fejre 20 årsjubilæum.

Himmelhunden er en kombineret salon og butik, men Anne-Jette Nepper lægger ikke skjul på, at salonen er kernen i virksomheden. Det er her, hun skaber sin omsætning, men selvfølgelig er det praktisk, at hundeejere også kan køber foder, legetøj til hunden eller et nyt halsbånd, når de alligevel er her.

Anne-Jette Nepper er glad for, at hun investerede tre år i sin uddannelse, for ud over selve håndværket med klipning og trimning af alle hunderacer lærte hun også noget om hundenes anatomi og adfærd. Det er vigtigt at kunne omgås og håndtere hundene, som ikke altid er så glade for at blive klippet.

Billede beskrivelse

- Man skal kunne læse hundens signaler, så man undgår at stresse den. Jeg sørger altid for, at der er ro i salonen og at hunden oplever en tryg stemning. I de 25 år, jeg har været i faget, er jeg kun blev bidt tre gange, og den ene gang var en kat, siger Anne-Jette Nepper.

Den erfarne frisør opfordrer nybagte hundeejere til at tage deres hvalpe til frisør allerede i 4-5 måneders alderen. De trænger måske ikke til at blive klippet, men de vænner sig til håndteringen og bliver fortrolige med stedet. Så er der ingen problemer senere.

Anne-Jette Nepper klipper alle størrelser hunde. Også kløerne, hvis de trænger. Der er meget forskel på, hvilken pelspleje de forskellige hunderacer kræver. Nogle skal klippes hver anden måned, andre sjældere og de glathårede slet ikke. På en almindelig arbejdsdag kan Anne-Jette Nepper klippe tre-fire hunde afhængig af størrelse, så der er rigtig mange hunde i Anne-Jettes liv. Og hjemme i privaten venter hendes egen hund, der er en egyptisk gadehund, men det er en helt anden historie.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste