Historiske pelargonier er tilbage i salg
SKAGEN: Lige nu er det igen muligt at købe sig de historiske pelargonier på Skagens Museum, som her op til mors dag har sat stamtavle-pelargonierne i salg.
De sidste par år har det ikke været muligt at købe pelargonierne, som har stamtavle tilbage til Ingeborg Østergaard, som er født i 1886, og hendes og Evert Taubes datter Kirsten Kruse, som er født i 1920.
Så det er pelargonier med historie, som igen er i salg på museet i Skagen.
Et særligt samarbejde om blomsterne
Og selve arbejdet med stiklingerne har udover den historiske vinkel også en nutidig og social historie, da elever fra PMU i Tolne, som er en skole for unge med særlige behov, i flere år har stået for dyrkningen af stiklingerne af de gamle blomster.
Men det samarbejde ophørte for et par år siden, og derfor har der ikke været pelargonier til salg i nogle år på museet i Skagen.
Det er der dog nu igen, hvor leder af museumsbutikken på Skagens Museum Charlotte Beck har fundet sig en samarbejdspartner for i år og er på udkig efter en fremtidig samarbejdspartner med samme sociale profil som PMU for den fremtidige produktion af pelargonierne.
- Egentlig begyndte det hele med, at flere gæster spurgte til, om de kunne få stiklinger af de pelargonier, som stod i Krøyers atelier her i museumshaven, fortæller Charlotte Beck.
Det kunne museet ikke tilbyde gæsterne, men det satte gang i idéen om at dyrke flere pelargonier af stiklinger af de historiske blomster, og nu har museet så solgt dem hvert forår op til mors dag og har gjort det i over 10 år, med undtagelse af de sidste to år.
Producerer selv stor del
I det hele taget arbejder museumsbutikken på Skagens Museum med at producere deres varer selv, ligesom de har gjort med pelargonierne.
- 60 procent af varerne i vores butik er egenproduktion. Vi har for eksempel også udviklet pastelkridt sammen Chalk, som tager udgangspunkt i farver fra henholdsvis Krøyers og Anna Anchers værker. Farver som også går igen i det materiale, som vores grafiske afdeling laver, fortæller butikslederen, om hvor seriøst de arbejder med produkterne i butikken, som også har et tæt samarbejde med Marianne Isager Strik, som de har udviklet strikkeopskrifter sammen med.
- Vi har sammen skabt to skagen-sweatre til børn. Vi tog sammen med Marianne Isager en tur rundt i salene og kiggede på billederne af fiskerne, og ud fra det har vi skabt de to opskrifter. Så når man køber et strikkekit hos os, så får man også et billede med af værket, som har givet inspiration til strikketrøjen, fortæller Charlotte Beck, som i butikken arbejder efter en vision om at skabe design, der fortæller historier.
Stiklingernes stamtræ
De lyserøde stiklinger, der står på vognen foran museet i dag, kan føres helt tilbage til skagensmalernes tid og de pelargonier, der befandt sig på det oprindelige Skagens Hotel ved banegården i Skagen.
Her boede Ingeborg Østergaard med sine forældre, som drev hotellet. Hun overtog sidenhen en del af hoteldriften sammen med sin mor.
I dag ved man, at planten er ført til Skagen fra herregården Mårbacka i Sverige, som var den svenske forfatter og digter Selma Lagerlöfs barndomshjem.
Sidenhen blev den videreført fra Ingeborg Østergaard til hendes og Evert Taubes datter, Kirsten Kruse. Og fra Kirsten Kruse til hendes svigersøn Søren Banke og videre til hans ven Lene Neumann, som så leverede den videre til den tidligere bestyrer af museumsbutikken på Skagens Museum, Kirsten Sørensen.
De historiske pelargonier sælges så længe lager haves og koster 75 kroner pr. plante.