Billede beskrivelse

Her mødes to generationer af arkitekter i Skagen

06. maj 2025 kl. 06.01

SKAGEN: Hvordan skaber man en by, der både hænger sammen og viser vej mod fremtiden? Det spørgsmål danner rammen for Skagen Odde Naturcenters jubilæumsudstilling i maj 2025. Her mødes to generationer af arkitekter – én, der satte sit præg på Skagen for over 100 år siden, og en ny generation, der er i fuld gang med at forme fremtidens byer.

Arkitekter med historisk betydning

Udstillingen kaster nyt lys over det markante samarbejde mellem arkitekterne Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll, som i slutningen af 1800-tallet bidrog til det arkitektoniske udtryk, Skagen er kendt for i dag. 

Plesners stringente bygninger og Bindesbølls dekorative detaljer forenes blandt andet i Skagen Kirke og byens gamle fiskepakhuse. Deres værker præsenteres samlet i udstillingen, som også sætter dem ind i en historisk og menneskelig kontekst.

Billede beskrivelse

Fremtidens stemmer

Samtidig retter udstillingen blikket mod det, der kommer. Studerende fra Aalborg Universitets uddannelse i Arkitektur og Design viser deres visioner for fremtidens byrum og byggeri. Her er bæredygtighed og innovation i centrum – med fokus på genbrug, grøn mobilitet og nye måder at leve sammen i byerne på.

Et jubilæum i arkitekturens tegn

Skagen Odde Naturcenter, tegnet af Jørn Utzon og opført af sønnen Jan Utzon, åbnede i 2000. Den 11. maj 2025 markerer centret sit 25-års jubilæum med en fernisering kl. 14.00, hvor Jan Utzon officielt åbner udstillingen. 

Naturcenteret har gennem årene været et sted, hvor arkitektur og natur smelter sammen – og jubilæet bliver en fejring af netop denne forening.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste