Seneste nyt
Billede beskrivelse

Her er yogaguiden til din sommer

20. juli 2026 kl. 11.29

SKAGEN: Det er efterhånden en fast del af sommeren i Skagen, at man kan dyrke yoga i byen. I mange år har haven ved Anchers Hus under Skagens Museum tilbudt yoga, som over årerne er blevet mere og mere populært. Men også andre steder i byen kan man dyrke yoga i løbet af sommeren.

Ligeher.nu har sammensat en lille guide over de forskellige muligheder for dig, der gerne vil dyrke yoga i din sommerferie.

Anchers Have

Yoga hver tirsdag og torsdag i ugerne.

Her er der Hatha Yoga på programmet med fokus på flow, energi og bløde bevægelser og samtidig plads til ro og fordybelse på et niveau og i et tempo, hvor alle kan være med midt i den historiske have i Skagen.

Underviser Lise Bach er uddannet fysioterapeut, yogalærer og meditationsguide og er medejer af Skagen Reformer og Yoga Studie.

I tilfælde af dårligt vejr aflyses der.

Tid: Hver tirsdag og torsdag i juli klokken 8.30 til 9.30

Sted: Anchers Have ved Anchers Hus

Underviser: Lise Bach

Pris: 75 kroner. Man forudbestiller sin plads på Skagens Museums hjemmeside under oplevelser

Medbring egen yogamåtte.

Alle kan være med.

Det Grå Fyr, Fyrhaven

Allernordligst ved Det Grå Fyr og Skagen Fuglestation er der også yoga i hele juli måned.

Her underviser Amanda Borby med havet og fuglene som baggrundslyd.

Amanda underviser i en rolig og nærværende yoga med blide bevægelser, stræk og plads til fordybelse. Tempoet er roligt, og alle kan være med – uanset erfaring.

Amanda er uddannet yogalærer i Spanien og har undervist i yoga i mange forskellige sammenhænge, blandt andet på festivaler, med børn og unge lavet barselsyoga, og yoga til kunstudstillinger på Kunsten i Aalborg. Hendes undervisning tager udgangspunkt i åndedrættet, kropsbevidsthed og glæden ved at bevæge sig.

Tid: Hver onsdag i juli fra klokken 9 til 10.

Sted: Det Grå Fyr, fyrhaven.

Underviser: Amanda Borby.

Pris: 75 kroner. Man betaler, når man kommer.

Medbring egen yogamåtte.

Alle kan være med.

Skagen Sønderstrand

Her er det den blide yin yoga, der er i fokus. En blid og meditativ form for yoga, hvor der arbejdes på at give slip og finde ind i kroppen, både fysisk og mentalt. Stillingerne i yin yoga holdes i længere tid.

Helt op til tre til fem minutter, så man kommer dybere ind i kroppens lag af bindevæv og led. Der er fokus på åndedræt og nærvær og Lise Bach, som underviser, er uddannet fysioterapeut, yogalærer og meditationsguide og efter en endt yin yogatime kan man forvente øget smidighed og bevægelighed, afspænding af spændinger i kroppen og dyb ro i nervesystemet.

Tid: Hver onsdag i juli fra klokken 8 til 9.

Sted: Skagen Sønderstrand.

Underviser: Lise Bach.

Pris: 75 kroner. Man betaler på stranden.

Medbring egen yogamåtte og evt. badehåndklæde hvis du skal have en dukkert efter yogatimen.

Alle kan være med.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste