Har du styr på dit nødlager? Sådan bruger du det rigtigt
NORDJYLLAND: Myndighederne har gennem længere tid opfordret os danskere til at 'preppe'.
Altså forberede et lille nødlager med mad, drikke og udstyr, som kan holde i tre døgn, hvis en krise skulle ramme.
Men preppingen stopper ikke, når du har været ude at handle. Det er nemlig lige så vigtigt at have en plan for, hvordan du vil bruge lageret, hvis krisen opstår.
Fødevarestyrelsen har en række praktiske råd til, hvordan du bedst håndterer dit beredskabslager.
Husk fødevaresikkerheden
Når du samler fødevarer til dit beredskabslager, er det vigtigt ikke at glemme fødevaresikkerheden.
– Går strømmen, er det vores anbefaling, at man starter med at bruge af de fødevarer, der hurtigt bliver dårlige, hvis de ikke er på enten køl eller frost, lyder det fra Fødevarestyrelsens beredskabschef, Nikolas Hove, i en pressemeddelelse.
– Det gælder blandt andet fisk, kød og mælk. På den måde kan man vente med at tage hul på knækbrød, makrel på dåse og anden konserves, til man har spist de kølekrævende fødevarer.
Kan temperaturen hjælpe?
Skulle en krise bryde ud og strømmen gå, når det er køligt som nu, kan du med fordel stille sine kølekrævende fødevarer udenfor på enten altanen eller terrassen
På den måde forlænges holdbarheden.
Dog skal du være opmærksom på at placere maden, så mus, fugle og rotter ikke kan komme til.
Du kan eventuelt stille sine varer i en kasse med tætsluttende låg.
Tjek lageret
Du bør hen over året gå dit prepper-lager efter.
– Tjek, at alt er i orden, og sørg for at spise løbende af de varer, du allerede har, og fyld op med nye varer bagerst på hylderne.
Så undgår du, at dine varer bliver for gamle og mindsker madspild.
– Har du styr på dit hjemmelager og kan klare dig nogle dage i tilfælde af, at strømmen går eller vandforsyningen svigter, så kan myndighederne fokusere på at hjælpe udsatte borgere, siger Nikolas Hove.
Du kan finde flere gode råd på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.